Hvem bestemmer hvad?

Foto: Colourbox

Beboerdemokratiet i en almen boligafdeling er fastlagt i en række love og bekendtgørelser og kan godt være tung kost for en nyvalgt i bestyrelsen. På denne side har vi her samlet en oversigt over de forskellige instanser.

Repræsentantskabet
Repræsentantskab/generalforsamling er boligorganisationens øverste myndighed, som består af organisationsbestyrelsen og afdelingernes repræsentanter. Det er dette organ, der varetager boligorganisationens overordnede anliggender som f.eks. beslutning om byggepolitik, køb eller salg af boligorganisationens ejendomme, godkendelse af boligorganisationens og afdelingernes årsregnskab og godkendelse af boligorganisationens vedtægter. På det årlige repræsentantskabsmøde/generalforsamling vælges organisationsbestyrelsesmedlemmer. 
Læs mere om øverste myndigheds kompetence


Organisationsbestyrelsen
Organisationsbestyrelsen har det overordnede ledelsesansvar for boligorganisationen og dens afdelinger og er økonomisk og juridisk ansvarlig for hele boligorganisationen. Det betyder at ansvaret for driften, udlejningen, regnskabsaflæggelse, lejefastsættelse og daglig administration henhører under organisationsbestyrelsen.

Organisationsbestyrelsen kan ansætte en forretningsfører til at stå for den daglige ledelse af boligorganisationen. Læs mere i Vejledning om drift

I pjecen  "Medlem af organisationsbestyrelsen" kan du læse meget mere om arbejdet i bestyrelsen.


Afdelingsmødet
Hvert år indkaldes beboerne i en boligafdeling til et møde, hvor alle vigtige beslutninger vedrørende afdelingens drift behandles og vedtages. Det er på afdelingsmødet, at beboerne beslutter, hvilke arbejder og aktiviteter, der skal sættes i værk i afdelingen i det kommende år, hvilket danner grundlaget for næste års budget. Beboernes husleje afhænger således af aktivitetsniveauet i afdelingen. Beboerne vælger på afdelingsmødet en afdelingsbestyrelse, der skal varetage afdelingens interesser. Læs mere i Vejledningen om drift


Afdelingsbestyrelsen
Afdelingsbestyrelsen vælges på et afdelingsmøde til at varetage afdelingens interesser. Afdelingsbestyrelsens vigtigste opgave er at sætte sig ind i afdelingens drift og på et afdelingsmøde forelægge, hvilke arbejder og aktiviteter afdelingsbestyrelsen skønner bør igangsættes i afdelingen. Forslagene skal godkendes af afdelingsmødet for at kunne føres ud i livet. Når forslagene er vedtaget, skal afdelingsbestyrelsen sikre at arbejdet bliver udført. Læs mere i Vejledningen om drift

Du kan også hente meget hjælp i pjecen "Ny i afdelingsbestyrelsen".

 

Sideansvarlig: Birgitte Foged Christensen
Oprettet: 22. september 2009
Senest opdateret: 16. juni 2010

    Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op