Forvaltningsrevision
Forvaltningsrevision skal betragtes som et ledelsesværktøj, der
med udgangspunkt i målsætninger fastsat af ledelsen og i skriftlige
forretningsgange skal sikre en intern styring af og kontrol med
udviklingen i de almene boligorganisationer.
Obligatorisk forvaltningsrevision i almene boligorganisationer
blev indført pr. 1. oktober 1999. Formålet med forvaltningsrevision
er at skabe en vedvarende bevidsthed om omkostningerne og
effektiviteten i boligorganisationernes virksomhed.
Forvaltningsrevision skal dels øge gennemskueligheden og sikre en
rationel drift i det støttede byggeri, dels styrke det offentlige
tilsyn. Samtidig er indførelse af forvaltningsrevision et led i
bestræbelserne på at styrke beboerdemokratiet og skabe større
ansvarlighed i de enkelte boligorganisationers bestyrelser.
De overordnede principper for forvaltningsrevision er:
Sparsommelighed
- som handler om at vurdere, om de enkelte konkrete
dispositioner og udgifter er rimelige, hensigtsmæssige og
sparsommelige nok set i forhold til boligorganisationens egen
målsætning om kvalitet, serviceniveau mv.
Produktivitet
- som betyder, at de enkelte administrative opgaver skal
være udført ved hjælp af så få ressourcer som muligt.
Effektivitet
- som handler om at vurdere, om den administrative praksis
har været effektiv nok set i forhold til opstillede mål.
| Sideansvarlig: |
Dorte Hjerrild |
| Oprettet: |
15. september 2009 |
| Senest opdateret: |
3. januar 2011 |