Hvad gik galt i de almennyttige boliger?

Af Gert Nielsen

1966: Som ung studerende flyttede jeg til et nybygget almennyttigt gårdhus i Albertslund. Det var trendy dengang, og jeg var så langtfra alene om at flytte alment. Der var mange veluddannede og ressourcestærke, der gjorde det samme.

2009: Jeg bor stadig i en almen bolig i Albertslund. Men nu er det så som så med det trendy. Samfundet har ændret sig radikalt. De veluddannede søger andre steder hen, mens den almene sektor overalt i landet har fået en overvægt af socialt svagere grupper, og i nogle områder er denne overvægt meget markant.

Hvad er der sket? Og hvor gik det galt? Jeg burde måske selv være en af de nærmeste til at svare på spørgsmålet, for jeg har været tæt på udviklingen siden. Ikke kun som almindelig beboer, men også professionelt. Jeg var kommunalpolitisk aktiv i tolv år og var medansvarlig for vigtige dele af Albertslund Kommunens udbygning, og jeg skal være den første til at indrømme, at man i dag ikke ville bygge, som man planlagde dengang. Ydermere har jeg i næsten 35 år været ansat i Boligselskabernes Landsforening, hvor jeg har fulgt udviklingen i den almene sektor på nærmeste hold.

Vi - og med 'vi' mener jeg ikke bare os i den almene boligsektor, men alle med indsigt i samfundsudviklingen - har vidst, at det gik den gale vej på en lang række områder efter den optimistiske tid. Selv har jeg i årtier beskæftiget mig intensivt med den negative udvikling i retning af en stadig stærkere social og etnisk udskillelse på boligmarkedet. I den sammenhæng har jeg været involveret i utallige udvalg, reformer og initiativer. Jeg har bl.a. deltaget i arbejdet i relation til regeringens byudvalg i 90'erne, i regeringens programbestyrelse imod såkaldt ghettoisering fra 2004, og aktuelt deltager jeg i det nye Center for Boligsocial Udvikling.

Siden de første alvorlige tegn på problemer i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne har det ikke skortet på advarsler om, hvad der var i vente, hvis der ikke for alvor blev grebet ind. Men advarslerne blev ikke taget tilstrækkeligt alvorligt, og de indsatser, som trods alt blev lavet, var for svage, for halvhjertede, for spredte og ofte med alt for kort en tidshorisont.

Min konklusion efter alle disse år er derfor dyster: Trods alle hidtidige indsatser går det den gale vej. Det betyder ikke, at jeg er opgivende, men jeg er overbevist om, at vi står ved et afgørende punkt, hvor al ideologi samt vane- og kassetænkning bør pakkes langt væk. Og det gælder os alle sammen: regering og Folketing, kommuner, politi og andre offentlige myndigheder, de almene boligorganisationer og foreningslivet.

Den negative udvikling er sket med en foruroligende stabilitet, men når vi igennem det seneste år har oplevet en hel ekstraordinær massiv medieomtale af belastede boligområder, skyldes det især den opblussede bandekonflikt. Man kan ikke helt sige sig fri for følelsen af et vist medieselvsving understøttet af politiske kræfter, som har haft fokus på kommunalvalget, men begivenhederne er nok så virkelige endda.

Jeg opremser i flæng: hærværk og chikane imod præsten i Tingbjerg, alvorlige problemer med skyderi og kriminalitet i Tåstrup, skud mellem rivaliserende bander i Greve, afbrænding af biler og rudeknusninger i Kalundborg, stenkastning imod brandfolk i Slagelse, chikane af hjemmehjælpere på Nørrebro. Listen kunne desværre gøres meget lang, og jeg må med stor bekymring konstatere, at de fleste af urolighederne har udgangspunkt i nogle af de udsatte almene boligområder med mange svage beboere.

Et samfund i krise
For de fleste er det uforståeligt, hvad der driver unge mennesker til at chikanere hjemmehjælpere, når de udøver deres meget vigtige arbejde for ældre og syge. Og hvorfor kaste sten imod brandfolk, som også i den grad udfører samfundsnyttigt arbejde? De har også gjort det i forstæderne til Paris, og de gør det i Rosengården i Malmø. Indimellem udarter det sig endog til meget farlig kriminalitet med skyderi og vold. Det findes der ikke undskyldninger for. Og ja, det er svært at fatte en sådan adfærd.

Her er ikke 'bare' tale om et modelune blandt unge mennesker, der breder sig som en ny tøjstil eller en ny musikform. Det er et tegn på et samfund i meget alvorlig krise. Den erkendelse savnede jeg, da den voldsomme opblussen af begivenhederne her i efteråret blev ledsaget af mange og kraftige politiske markeringer med mere eller mindre fantasifulde forslag om fodlænker, tvangshjemsendelse og inddragelse af militæret i bekæmpelsen af banderne. Markeringstrangen blev ikke mindre af det nu overståede kommunalvalg. Statsministeren og et stort antal velkendte politikere deltog i gudstjenesten i Tingbjerg kirke under stor mediebevågenhed. Og kort efter så vi et hastigt sammenflikket forlig om den såkaldte satspulje. [citat-2}

Der blev pludselig afsat 140 millioner kroner til indsatsen i de udsatte områder uden ret megen anvisning på, hvad man egentlig forestiller sig midlerne anvendt til. Så er det, at man tager sig selv i at sukke dybt. Det er naturligvis godt med midler fra satspuljen, og det er godt, at mange gode viljer vil gøre noget ved problemerne. Men det ville unægtelig være bedre, hvis de samme gode viljer også var med, når fjernsynskameraerne er slukket efter kommunalvalget, og det handler om den slidsomme hverdag. Men der er håb at hente i det faktum, at vi ved meget om, hvad der skaber problemerne, og hvad der skal til for at løse dem.

En analyse af et kerneproblem kunne lyde sådan her: Hvis man som ung i en familie f.eks. fra Mellemøsten vokser op i et boligområde med en overvægt af beskedne lejligheder på tre værelser i familier med fire eller fem børn med en far og mor, som aldrig har været på arbejdsmarkedet i Danmark, og som kun dårligt taler det danske sprog, så er man bagud på point. Der er ikke megen støtte hjemmefra, og gaden bliver det naturlige opholdssted i stedet for den overbefolkede lejlighed.

Hvis den unge tillige går i en dansk folkeskole med en meget ensidig elevsammensætning, og hvis skolen ikke har formået at kompensere for den sociale og etniske skævhed, så bliver resultatet unge, der forlader skolen uden de mest elementære skolekundskaber. Så taber den unge endnu flere point. Hvis den unge derefter forgæves forsøger at få en erhvervsuddannelse og oplever et system med et meget stort frafald og en ulykkelige mangel på praktikpladser - især hvis man hedder Hassan - må det føles ligesom at blive slået hjem i ludo. Ser man sådan på det, så er det ikke så mærkeligt, at en stærk koncentration af sådanne unge Hassan'er skaber store problemer. Det ville være mere mærkeligt, hvis de ikke skabte problemer.

Ordentlige sprogkundskaber
Nøglen til løsningen ligger i vid udstrækning i skolen. En ordentlig skolegang og uddannelse er ikke nogen garanti for, at vi undgår problemer. Men uden ordentlig skolegang og uddannelse er der ikke meget håb. Det er en vigtig pointe at holde sig for øje i den almindelige politiske iver for at komme først med de fleste stramninger.

Den danske folkeskole har ikke formået at tackle problemet med skoler med stor koncentration af socialt svage elever med indvandrerbaggrund. I stedet har vi oplevet, at debatten for og imod spredning har bølget frem og tilbage, mens problemerne bare er taget til i styrke. Derfor er det første budskab, at der skal styr på folkeskolen - også for børnene i de udsatte områder. Jeg har selv i Albertslund set, at en bevidst kommunalpolitik, som sigter på at undgå de helt etnisk og kulturelt ensidige skoler, trods alt har haft positive virkninger.

En for stor andel af børn med anden etnisk baggrund end dansk får de danske forældre til at stemme med fødderne, uanset hvad man måtte mene om det.

Dernæst handler det om erhvervsuddannelserne og de gymnasiale ungdomsuddannelser. Her er især forholdene på erhvervsskolerne dybt problematiske, og frafaldet fra gruppen af unge med indvandrerbaggrund er katastrofalt højt, ligesom manglen på praktikpladser især rammer denne gruppe. Der er en stor portion personlig og samfundsmæssig dobbeltmoral i, at vi først fravælger alle Hassan'erne i forhold til arbejdsmarkedet for derefter at rulle forarget med øjnene, når de hænger ud med omvendt kasket og negativ attitude. Det er ulige mere væsentligt at få løst dette problem end at diskutere forbud imod brug af burka i det offentlige rum.

Forudsætningen for en ordentlig folkeskole er ordentlige sprogkundskaber. Derfor er sprogstimulering via vuggestuer og børnehaver også en helt afgørende del af de instrumenter, som er vigtige. Der skal en kombination af økonomiske og pædagogiske incitamenter til for at få brudt den modvilje, som findes blandt nogle indvandrergrupper imod offentlig børnepasning i førskolealderen. Og her må vi ikke holde os tilbage i berøringsangst eller misforstået tolerance.

Endelig er det vigtigt, at der er ordentlige fritidstilbud til de unge - alle unge, og der er fortsat alt for mange eksempler på, at det halter meget alvorligt. Heldigvis findes der gode eksempler. Et var beskrevet i Politiken for nylig, hvor man kunne læse om sammenhængen mellem en velfungerende klub i Høje Gladsaxe og faldet i kriminalitet i området. Det er forståeligt, at der kan opstå berettiget frustration blandt politikere, hvis de unge har raseret deres klub eller ligefrem brændt den af, men det er katastrofalt bare at overlade dem til gaden, fordi de ikke opfører sig ordentligt.

Bedre folkeskole. Styr på erhvervsuddannelserne. Indsats allerede i vuggestuealderen. Ordentlige fritidstilbud. Der er ikke noget nyt i listen over, hvor der skal ske dramatiske forbedringer. Alle punkter handler om den grundlæggende offentlige virksomhed, som har vist sig at være helt utilstrækkelig til at magte den meget store udfordring. Her kunne man så starte det store abe-spil. Logisk set ligger ansvaret til syvende og sidst hos den til enhver tid siddende regering og i Folketinget.

Det offentliges indsats
Kommunerne har som de udførende naturligvis også har deres del af ansvaret, mens vi alle har et ansvar for ikke at have reageret i tilstrækkelig grad. Men at finde ud af, på hvis skulder aben retrospektivt skal sidde, vil være ufrugtbart og nyttesløst. Er det samfundets skyld? Ja, det er det måske nok, men det er ikke det, der er det vigtige. Det er samfundets problem, så det påhviler os alle sammen at deltage i løsningen af det.

Problemerne er nu desværre af så alvorlig karakter, at der også skal sættes meget mere specifikt og personrettet ind for at forhindre og forebygge flere uroligheder, mere vold og mere hærværk. Der er i den sammenhæng gode erfaringer med det kriminalpræventive SSP-arbejde, men der skal simpelthen afsættes langt flere ressourcer til den type af arbejde fra politi og offentlige myndigheder.

Desværre virker det, som om politireformen nærmest har haft den modsatte konsekvens. Nye tal for kriminaliteten i Gellerup i Århus viser værdien af et aktivt nærpoliti, som kender til beboerne og området. I den forbindelse er det også vigtigt at bryde med det velkendte tabu imod at blande sig i privatlivet i familierne. Jeg har besøgt boligområder i Holland, hvor der blev gået tæt på familiernes livssituation. Socialarbejdere gik meget direkte og kontant til familierne i deres boliger og forsøgte at lave de nødvendige aftaler om alt fra lektiehjælp til opdragelse og medlemskab af diverse fritidsordninger og sportsklubber. Men kan det offentlige tillade sig det?

Mange vil sikkert i en dansk sammenhæng opfatte det som grænseoverskridende. Men det virker, og jeg tror, at mange danske socialarbejdere og politifolk har samme erfaring. Forældre med indvandrerbaggrund har det præcis som alle andre forældre: De er dybt bekymrede på deres børns vegne. Når en betjent fra nærpolitiet en dag står og banker på døren for at fortælle om åbenbare faresignaler i den adfærd, som deres børn har, så virker det i de allerfleste tilfælde. Og hvis forældrene er så svage, at de ikke magter forældrerollen, så må der tilknyttes massiv personlig rådgivning, og i de værste tilfælde må der ske fjernelse fra hjemmet. Det skal vi turde og ville. Men også denne mere massive personlige opdækning kræver mange ressourcer, engagement og en vilje, som hidtil ikke har været til stede.

Det er karakteristisk, at alle de her nævnte behov for styrkelse handler om indsatsen fra det offentliges side. Men har de almene boligorganisationer, som huser de unge, ikke også en stor rolle at spille? Mit svar er: jo, naturligvis. Vi er jo nærmest pisket til at være aktive - både for samfundets skyld, men også nok så meget for vores beboeres skyld. Det er naturligvis dybt problematisk, at beboerne skal udsættes for den utryghed og den negative stemning, som er forbundet med livet i de værst ramte områder.

Derfor er de almene organisationer også med i et arbejde sammen med kommuner, politi og alle andre gode kræfter, og Folketinget har besluttet, at der af beboernes opsparede midler i Landsbyggefonden skal bruges betydelige ressourcer på boligsocialt arbejde. Det er boligorganisationernes opgave at sikre ordentlige boliger i gode boligmiljøer til en rimelig husleje, og det betyder blandt andet, at der fortsat skal ske store fysiske renoveringer og forbedringer, at der også skal ændres mere radikalt i nogle boligområder ved nedrivning, salg eller overgang til andre formål, og at boligsociale medarbejdere fortsat skal medvirke til at forbedre det sociale liv i boligområderne.

Men den dramatiske udvikling, som vi har set på det seneste, fører også til eftertanke. Er snittet mellem kommunernes og politiets indsats på den ene side og indsatsen i det mere frivillige boligsociale arbejde på den anden side afgrænset på den rigtige måde? Er der en risiko for, at det boligsociale arbejde overlades nogle opgaver, som det ikke kan magte, fordi der kræves en dyb faglig og professionel indsats fra politi eller særligt uddannet kommunalt personale. Vi skal i fuld åbenhed i gang med at diskutere dette problem.

Indsatsen i boligområderne skal under alle omstændigheder ydes i mange år vel vidende, at der foreløbig i mange, mange år vil være boligområder med særlige problemer. »Ghettoen er kommet for at blive«, som det har heddet i den offentlige debat. Bortset fra brugen af ordet ghetto, som er ubehageligt stemplende, så er selve udsagnet efter min vurdering korrekt.

Derfor skal det boligsociale arbejde også have de beboere, som faktisk bor i boligområdet, som udgangspunkt i et forsøg på at forbedre livsvilkårene for dem. Det kræver et meget langt og meget sejt træk at rette op på disse livsvilkår, og vi skal alle bidrage. Men disse problemer løses ikke uden en massiv forøgelse af det offentlige engagement i en grad, som vi hidtil ikke har kunnet forestille os.

Det er min vurdering efter næsten 40 års arbejde i dette samfundsområde. Jeg ville meget gerne være optimist, fordi så mange gode viljer trods alt er involveret. Men jeg er det ikke.