21 af 26 ghettoområder har aldrig hørt om særlig politiindsats
I forbindelse med fremlæggelsen af regeringens ghettoplan i
oktober sidste år, lovede justitsminister Lars Barfoed en
betydeligt større politiindsats i de boligområder, der figurerer på
regeringens "ghettoliste". Indsatsen skulle blandt andet indebære
mere synligt politi, mere forebyggelse og mere samarbejde med de
lokale aktører.
Den 27. januar meddelte rigspolitichefen, at politiet var klar til
at leve op til regeringens ghettoplan. Der var i den forbindelse
blandt andet udarbejdet en såkaldt operationsplan for alle de 26
områder, der står på regeringens ghettoliste. Operationsplaner der
ifølge politichefen skulle være udarbejdet i nært samarbejde med de
lokale aktører - herunder boligorganisationerne.
Magasinet Boligen, der udgives af BL - Danmarks Almene Boliger, har
i de første dage af maj undersøgt, hvad der er kommet ud af
indsatsen. Boligorganisationerne bag tre af de 26 områder føler sig
velinformeret og har været en del af processen. To har kun delvist
hørt om politiets nye planer, mens boligorganisationer i 21 af de
26 områder aldrig har hørt om en operationsplan for deres
boligområde.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
23. maj 2011 |
| Senest opdateret: |
23. maj 2011 |