Ændringer i ferieloven 2011
Folketinget har netop vedtaget en række ændringer af ferieloven.
Ændringerne træder i kraft pr. 1. maj 2011
Nye regler om fritstilling
For boligorganisationerne er det især ændrede regler om
ferieafvikling i forbindelse med fritstilling, man som arbejdsgiver
skal være opmærksom på (ferielovens § 16).
I dag er samspillet mellem funktionærlovens og ferielovens
regler om fritstilling således, at hvis en funktionær er
fritstillet i en opsigelsesperiode, anses alt optjent ferie for
værende afholdt i opsigelsesperioden, hvis ferielovens
varslingsregler og feriens længde tidsmæssigt kan indeholdes i
fritstillingsperioden. Det betyder i givet fald, at arbejdsgiven
ikke skal betale feriegodtgørelse for den resterende ferie til
funktionæren. Dette gælder uanset, om funktionæren reelt arbejder
for en ny arbejdsgiver og således ikke har mulighed for at holde
ferie.
Efter de nye regler er udgangspunktet derimod, at ferien kun
anses for afholdt, hvis den ansatte efter udløbet af et tidsrum
svarende til varslingsfristen har haft en arbejdsfri periode
svarende til feriens længde.
Ferien anses derfor ikke for afviklet, hvis den ansatte under
sin fritstilling får anden beskæftigelse, og arbejdsgiveren
modregner lønnen herfra i den løn, den ansatte har ret til i
fritstillingsperioden.
Nedenstående vises et eksempel:
En funktionær opsiges med fire måneders varsel og bliver med
opsigelsen fritstillet. Funkti-onæren opnår arbejde efter en måned.
Funktionæren har optjent ret til 25 dages betalt ferie i det
efterfølgende ferieår.
Lønnen er hos den gamle og ny arbejdsgiver henholdsvis kr.
25.000 og kr. 30.000 kr.
Nugældende regler:
Lønkrav i opsigelsesperioden:
Løn, gammel arbejdsgiver
4 måneder á kr.
25.000
kr. 100.000
-løn, ny arbejdsgiver
3 måneder á kr.
30.000
kr. 90.000
Tab
kr. 10.000
Funktionæren har dog altid krav på 3 måneders løn svarende til kr.
75.000, jf. funktionærlovens § 3.
Nye regler:
Lønkrav i opsigelsesperioden:
Løn, gammel arbejdsgiver
4 måneder á kr.
25.000
kr. 100.000
-løn, ny arbejdsgiver
3 måneder á kr.
30.000
kr. 90.000
Tab
kr. 10.000
Funktionæren har dog altid krav på 3 måneders løn svarende til
kr. 75.000, jf. funktionærlovens § 3.
Ferie kan ikke anses for afholdt i opsigelsesperioden, da
medarbejderen ikke har haft en ar-bejdsfri periode hos den nye
arbejdsgiver. Der skal derfor yderligere afregnes feriegodtgørelse
med 12,5 % af lønnen i optjeningsåret svarende til kr. 37.500.
Den samlede omkostning ved opsigelse af medarbejderen er således
kr. 112.500.
Konsekvenser
Arbejdsgiveren vil derfor fremover ikke kunne betragte hele ferien
som afholdt i en fritstillingsperiode, hvis en medarbejder får nyt
arbejde i perioden, medmindre den fritstillede medarbejder rent
faktisk holder ferien hos den nye arbejdsgiver, og det gør det alt
andet lige dyrere for virksomheden at fritstille en
medarbejder.
Medarbejderen skal fremover kunne dokumentere over for
arbejdsgiveren, at vedkommende ikke har haft en arbejdsfri periode
hos den nye arbejdsgiver. Det kan for eksempel ske ved fremvisning
af lønsedler eller en erklæring fra den nye arbejdsgiver, og hvis
ikke medarbejderen kan det, må virksomheden fortsat betragte ferien
som afholdt.
De nye ferieregler bliver ikke alene dyrere for virksomhederne,
men det bliver også mere kompliceret. Om virksomheden skal
indbetale feriepenge til feriekonto afhænger således af, om
medarbejderen kan bevise, at han eller hun ikke har holdt fri på
sit nye arbejde.
Hvis medarbejderen ikke får nyt arbejde i fritstillingsperioden,
sker der i praksis ingen ændringer, idet medarbejderen så har en
lang arbejdsfri periode under fritstillingen.
De nye regler gælder for fritstillinger, der meddeles efter den
1. maj 2011.
Af yderligere ændringer kan arbejdsgivere og medarbejdere, der
er omfattet af en kollektiv overenskomst, aftale individuelt, at
ferie udover 20 dage kan overføres til det efterfølgende ferieår -
en mulighed, som de overenskomstansatte ikke har i dag, medmindre
det udtryk-keligt fremgår af overenskomsten.
Dette får ingen betydning inden for den almene sektor, da de
landsdækkende overenskomster indeholder en sådan bestemmelse.
Ikrafttræden
Lovændringerne træder i kraft den 1. maj 2011.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
6. maj 2011 |
| Senest opdateret: |
6. maj 2011 |