BL: Nyt S-SF-forslag retter ikke op på uretfærdigheden

Foto: Colourbox

Boligselskabernes Landsforening deler ærgrelsen over, at almene lejere ikke fik del i renoveringspuljen, men er imod S-SF-forslag om, at så må Landsbyggefonden punge ud.

 

I anledning af at S og SF i dag har foreslået, at der laves en særlig renoveringspulje målrettet almene boliger, siger Palle Adamsen, der er formand for Boligselskabernes Landsforening:

”Vi deler S og SF’s ærgrelse over, at regeringens renoveringspulje var konstrueret sådan, at det stort set kun var boligejerne, som fik glæde af de 1,5 milliarder kroner. Og vi hilser det velkommen, hvis man kan lave en ordning, som retter op på denne uretfærdighed.

Til gengæld er vi meget skeptiske overfor S og SF’s forslag til finansiering af en sådan renoveringspulje for almene boliger. Ideen med at hente fire milliarder kroner i Landsbyggefonden er vi ikke glade for. Pengene er de almene lejeres opsparede midler, og de er beregnet til helt nødvendige renoveringsarbejder og boligsociale indsatser, som skal være med til at forbedre belastede boligområder og forebygge ghettodannelser.

Man retter ikke op på den uretfærdige fordeling af midlerne fra den oprindelige statslige renoveringspulje ved at gøre et ekstraordinært indhug i lejernes opsparede midler i Landbyggefonden.”

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 7. juni 2010
Senest opdateret: 7. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op