Danmarks første røgfrie lejeboliger på vej

På en grund på Sæby Strand i Nordjylland, vil Frederikshavn Boligforeningen opføre nye etageboliger. Ud af de i alt 86 boliger regner boligforeningen med, at mellem 30-35 boliger bliver røgfrie, skriver Boligen, der udkommer på onsdag, og som udgives af Boligselskabernes Landsforening.

"Vi vil udfylde et hul i boligmarkedet. I øjeblikket har vi boliger til ældre og bevægelseshæmmede og andre målgrupper. Derimod har vi ingen tilbud til de folk, der af helbredsmæssige årsager ikke kan tåle røg. Når man gør noget for første gang, så vil der opstå alle mulige uforudsete problemstillinger. Vi har da tænkt os at opføre rygepavilloner tæt på bebyggelsen, så trængende og gæster har et sted at gå hen, hvis de vil ryge. Jeg er klar over, at vi ikke kan lovgive og planlægge os ud af alt, men vi bliver nødt til at gøre os nogle erfaringer på dette område," siger forretningsfører Kim Madsen, Frederikshavn Boligforeningen.

Selv om lejeloven giver boligforeninger grønt lys til at indføre et rygeforbud, kan en regel om hjemmets ukrænkelighed spille en faktor, når det gælder sanktionsmuligheder, hvis et rygeforbud ikke overholdes. Typisk har en lejer nemlig sin egen private råderet i hjemmet - vel at mærke i det omfang lejeren ikke generer andre.

Kim Madsen er bekendt med, at han betræder et uafprøvet juridisk område. Alligevel mener han, at der er så stor en efterspørgsel efter røgfrie boliger, at konceptet simpelthen må afprøves. Udfordringerne har han tænkt sig at tackle, som de opstår hen ad vejen.

Frederikshavn Boligforening mangler blot bestyrelsens godkendelse, før deres planer om landets første røgfrie boliger bliver en realitet.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 28. december 2010
Senest opdateret: 28. december 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op