De nye udlejningsregler m.v. samt nyeste lovbekendtgørelse af lov om almene boliger
Med BL Informerer nr. 67 af 22. december i 2009 udsendte vi
bl.a. den nye udlejningsbekendtgørelse, nr. 1303 af 15. december
2009. Denne bekendtgørelse indeholder ganske væsentlige ændringer i
forhold til tidligere, og neden for anføres nogle af de
vigtigste.
Da udlejningsbekendtgørelsen naturligvis bygger på og hænger
nøje sammen med selve lovteksten i almenboligloven (LAB), vedlægges
et eksemplar af den nugældende, ajourførte og samlede lovtekst i
form af lovbekendtgørelse nr. 1204 af 10. december 2009.
Blandt de vigtigste nye udlejnings- og anvisningsregler i loven
og i udlejningsbekendtgørelsen skal vi pege på følgende:
A. Generelle ændringer
1. Fortrinsretten for
familier med børn til boliger med 3 eller flere
rum er, som tidligere meddelt, blevet ændret til en
aftalemulighed mellem boligorganisationen og
kommunen, jf. bekendtgørelsens § 4. De tidligere
regler herom i den gamle § 4 gælder dog fortsat indtil den 1. juni
2010, medmindre andet forinden er blevet aftalt med kommunen,
se således § 40, stk. 3, i bekendtgørelsen.
2. Kriterierne for beregning
af hvilke geografiske områder, hvor kombineret
udlejning kan indføres, er blevet lempet og ændret, se
bekendtgørelsens §§ 33 og 34 samt lovens §
51b.
På hjemmesiden www.ghettoisering.ism.dk
kan man finde en oversigt over disse områder for året 2010.
Oversigten revideres løbende af Indenrigs- og Socialministeriet og
gælder for 1 år ad gangen.
Nogle af boligerne kan evt. stå tomme i op til ½ år, og kommunen
og boligorganisationen kan aftale en fordeling af
lejetabet.
3. Der er indført mulighed
for, at boligorganisationer og kommuner for problemramte
områder kan aftale, at et antal boliger udlejes gennem
offentlig annoncering - altså uden om
ventelisten, se nærmere i bekendtgørelsens § 35,
herunder om pligtmæssig brug af boligportalen, www.DanmarkBolig.dk, samt i
lovens § 60a.
4. Der er indført mulighed
for, at boligorganisationen kan beslutte, at
personer, der indgår lejeaftale, fortsat kan stå på den
almindelige venteliste og bevare ancienniteten herpå, se nøje i §
3, stk. 6-8, i bekendtgørelsen. Bestemmelsen gælder allerede og
skal selvsagt overholdes ved alle nye lejeaftalers indgåelse
fra beslutningens ikrafttræden.
5. Boligorganisationen kan
endvidere beslutte, at lejere, der står på den almindelige
venteliste, kan få anciennitet på oprykningslisten
fra det tidspunkt, hvor de er opnoteret på den almindelige
venteliste. Lejere, der ved en sådan beslutnings ikraftræden,
allerede står på oprykningsventelisten, har dog stadig fortrinsret,
se § 9, stk. 4 i bekendtførelsen. Beslutningen kan betyde en
ændring af den hidtidige oprykningsordning. Boligorganisationen
skal derfor senest 4 uger efter beslutningen orientere lejerne
herom samt om deres rettigheder, se nærmere i
bekendtgørelsens § 9, stk. 3 - 6.
6. Der kan med den
boligsøgende aftales et flerårigt ajourføringsgebyr for at
stå på ventelisterne, dog højst for 5 år, se § 3,
stk. 3 og 9, i bekendtgørelsen.
7. Foreligger der
ganske ekstraordinære udlejningsproblemer, er det
ikke længere nødvendigt at få kommunernes godkendelse til at udleje
de pågældende familie-, ældre- eller ungdomsboliger til
andet end beboelse (erhverv, herunder kommunale
institutioner m.v.), jf. § 38 i
bekendtgørelsen.
8. Som omtalt i Indenrigs-
og Socialministeriets orienteringsbrev af 8. juni 2009, der var
vedlagt BL Informerer nr. 31 af 11. juni 2009, er den tidligere
gældende overgrænse for fleksibel udlejning på 90
% af de ledige boliger blevet ophævet. Se nugældende formulering af
lovens § 60 i vedlagte lovbekendtgørelse om
sådanne aftaler med kommunerne om
udlejning efter særlige kriterier i visse
afdelinger.
-----------0----------
B. Særlige forhold og overgangsregler for de almene
andelsboligorganisationer, dvs. for
boligforeningerne og for disses medlemmer !
Reglerne om medlemsanciennitet og ventelister,
herunder om fortrinsret til almene boliger, er også blevet ændret,
især for at få harmoniseret og forenklet disse bestemmelser for de
2 tidligere typer af forskellige boligorganisationer, de selvejende
boligselskaber og boligforeningerne, som nu efter loven er blevet
til én organisationstype, nemlig en såkaldt almen
boligorganisation med almene boligafdelinger, se således lovens §
9, stk. 2.
Alle sådanne boligorganisationer, altså også de tidligere
selvejende boligselskaber, kan herefter vælge at organisere sig
med eller uden indskud fra medlemmerne, dvs. fra
lejerne og alle, der er opnoteret på boligorganisationernes
ventelister, jf. lovens § 11, stk. 4.
Som bekendt var der tidligere forskel på ventelistesystemet i de
selvejende boligorganisationer og i andelsboligorganisationerne i
forhold til gebyrbetaling og anciennitet.
Meget kort fortalt går ændringerne for det første ud på, at
alle, der allerede figurerer eller fremover ønsker
at stå på en venteliste til en almen bolig, skal betale et årligt
beløb herfor, et såkaldt ajourføringsgebyr. Og
alle der for første gang ønsker at blive skrevet op til en almen
bolig i en almen boligorganisation, skal betale et førstegangs
opnoteringsgebyr herfor. Den anden afgørende
ændring er, at den tidligere medlemsanciennitet for medlemmerne af
en boligforening bliver ændret til en hertil svarende placering på
ventelisten. Dette forudsætter naturligvis et ønske herom og dermed
en aktiv handling fra disse personlige medlemmers
side, idet de i givet fald skal henvende sig til den eller de
boligforeninger, de er medlemmer af, senest mandag den 31.
maj 2010. Dette bliver boligforeningerne derfor nødt til
at informere nærmere om bl.a. gennem både annoncer i et
lokalt dagblad og ved breve til alle medlemmerne.
På den baggrund er der i udlejningsbekendtgørelsens §§
41 og 42 fastsat nedenstående nærmere overgangsregler, som
kun gælder for boligforeningerne - desværre er de forholdsvis
indviklede og krævende:
1. Personer, der pr.
1. januar 2010 var og stadig er medlem af en almennyttig
boligforening/almen andelsboligorganisation, og
som ikke er lejer i foreningen, får anciennitet på
den almindelige venteliste fra
indmeldelsestidspunktet. Det er dog en
betingelse herfor, at personen
senest mandag den 31. maj 2010 inden for den pågældende
boligforenings kontortid og eventuelle telefontid anmoder
boligforeningen om at blive opnoteret på ventelisten. Der skal ikke
betales noget opnoteringsgebyr, men fremover skal der betales
ajourføringsgebyr.
2. For at gøre sådanne
medlemmer opmærksomme på de nye regler er det videre
bestemt, at boligforeningerne inden den 1. marts
2010 skal orientere de pågældende medlemmer både ved
annoncering i et lokalt dagblad og ved brev til det enkelte medlem
om disse rettigheder og muligheder. I praksis skal der altså
annonceres senest søndag den 28.
februar 2010, mens brevene senest skal sendes ud
tirsdag eller onsdag den 23.-24. februar
2010.
Som bilag 1 vedlægges et forslag/udkast
til en sådan annoncetekst, der naturligvis bør tilpasses de lokale
forhold og boligforeningens egen stil. Vi opfordrer dog
boligforeningerne til lokalt at samarbejde herom, eksempelvis ved
brug af fælles annoncer, hvor samtlige deltagende boligforeningers
navne og adresser m.v. skal anføres klart og tydeligt. Teksten er
så bred, at annoncen også retter sig til de medlemmer, som allerede
er lejere i foreningen, se neden for under pkt. 3 og 4.
Vi er klare over, at boligforeningerne ikke har de aktuelle
postadresser på alle disse "passive" personer /medlemmer, og
at flere af dem er døde, uden boligforeningen er blevet
orienteret herom. Udgangspunktet må dog alligevel være, at man har
opfyldt sin informationspligt, hvis man sender brevet til den
sidst kendte adresse, kombineret med annonceringspligtens
opfyldelse, da det principielt må være i disse personers
egen interesse samt pligt til stadighed selv at oplyse om egen
adresse, de steder hvor de er medlemmer.
Vi kan oplyse, at vi tillige regner med at få lavet et indslag
til DR's TV-udsendelse "OBS - Oplysning til borgerne om
samfundet" - på et passende tidspunkt i løbet af foråret således,
at alle boligforeningsmedlemmer i hele landet også ad denne vej kan
gøres opmærksomme på de her omhandlede medlemsliste-regler m.v.
Som bilag 2 og
3 vedlægges tillige forslag/udkast til brevene, dels
til de der blot er (passive) medlemmer, dels til de medlemmer,
der allerede er lejere og har en bolig i foreningen.
Der henvises til § 41, stk. 1.
3. Indgår de ovenfor
nævnte "passive" medlemmer efter den 1. januar 2010 en
aftale om leje af en bolig i foreningen, og ønsker
de fortsat at stå opnoteret på den almindelige
venteliste, bevares placeringen/ancienniteten på denne.
Det er dog en betingelse herfor, at disse nye
lejere meddeler deres ønske til boligforeningen senest 8 dage efter
aftalens indgåelse, og at de også fremover betaler
ajourføringsgebyr. Boligforeningen skal derfor senest samtidig med
den enkelte aftales indgåelse skriftligt oplyse
lejeren om disse rettigheder. Dette kan f.eks.
gøres ved en særlig påtegning/stempel eller lignende på den
autoriserede lejekontrakt Typeformular B 1998 under § 10, Særlige
vilkår på side 5.
Samme medlemmer, der har opfyldt ovennævnte betingelser, opnår
samtidig og automatisk anciennitet på
oprykningsventelisten fra det oprindelige
indmeldelsestidspunkt. De skal ikke betale noget opnoteringsgebyr
herfor, men fremover skal de også betale et særligt
ajourføringsgebyr for at stå på denne interne liste. Der
henvises i det hele til § 41, stk. 2 og 3 i
bekendtgørelsen.
4. Ønsker en
boligforenings medlemmer, som pr. 1. januar 2010 tillige
var lejere af en bolig i foreningen, at stå opnoteret på
den almindelige venteliste, bliver de optaget på
listen med anciennitet fra den oprindelige indmeldelsesdag. Det er
dog en betingelse herfor, at de pågældende personer senest
mandag den 31. maj 2010 selv anmoder herom. Det koster
ikke noget opnoteringsgebyr, men fremover skal der betales
ajourføringsgebyr.
Boligforeningen skal naturligvis orientere sine lejere om disse
muligheder, og her kræver bekendtgørelsen, at det sker ved
brev, der skal afleveres/komme frem på den enkelte lejers
bopæl eller midlertidigt oplyste adresse senest søndag den
28. februar 2010. Se bilag 3.
Hvis disse lejere i tide således er blevet opnoteret på den
almindelige venteliste, får de automatisk samme anciennitet på
oprykningsventelisten, dvs. fra det oprindelige
indmeldelsestidspunkt. Der skal dog fremover også betales
ajourføringsgebyr herfor. Der henvises i det hele til
bekendtgørelsens § 42.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
25. januar 2010 |
| Senest opdateret: |
25. januar 2010 |