En institution går på pension

Boligselskabernes Hus i København siger farvel til sin længst ansatte medarbejder, når direktionssekretær Marianne Jepsen med udgangen af september går på pension.

 

Marianne Jepsen har påtaget sig mange forskelligt artede opgaver, siden hun som ganske ung blev ansat i Boligselskabernes Landsforening (BL) 1. marts 1967. Hun var kontoruddannet og blev sekretær for blandt andet den senere BL-direktør Verner Jørgensen. Der var ikke så mange ansatte dengang, og hun var ikke bange for at træde til, når helt andre opgaver kaldte. Således optrådte hun i de første år som fotomodel i Beboerbladet, da det havde modesider.

I begyndelsen af 1980'erne tog Marianne Jepsen en juridisk uddannelse sideløbende med sit arbejde. Efter at Gert Nielsen blev direktør i 1986, blev hun direktionssekretær. Hun fik en central rolle i forbindelse med tilrettelæggelse af BL's kongresser og tog sig blandt andet af bestyrelsesreferater og holdt styr på en række repræsentative opgaver.

Da Byggeskadefonden blev oprettet i midten af 1980'erne og overlod sin administration til Landsbyggefonden, fik Marianne Jepsen ansvaret for dens første funktion: at opkræve penge. Marianne Jepsen blev fælles direktionssekretær for BL's og de to fondes bestyrelser. I 2004 blev hun tillige sekretær for den nordiske boligorganisation, NBO, da den lod BL stå for sit sekretariat. Marianne Jepsen har gennem alle 43 år arbejdet loyalt for huset og samtidig været et frisk pust, fordi hun altid har meldt klart ud om sine holdninger til de forskellige problemstillinger. Hun fyldte 66 år i august og kan nu se frem til at blive et nydende medlem af den seniorklub, som Boligselskabernes Hus har oprettet, og som har haft hende selv som tovholder. Huset holder fredag 1. oktober en intern reception for Marianne Jepsen i anledning af hendes pensionering


Bent Madsen
Adm. direktør

 

 

 


 

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 28. september 2010
Senest opdateret: 28. september 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op