Ministre indleder støjkampagne

Miljøminister Karen Ellemann, socialminister Benedikte Kiær og Landsbyggefondens direktør, Bent Madsen, besøgte tidligt mandag Postarbejdernes Andels-Boligforenings afdeling Brunevang i Rødovre. De skulle mærke, hvor plaget beboerne var af støjen fra titusindvis af biler, der dagligt i få meters afstand drøner forbi afdelingens vinduer.

Af Jesper Frandsen


Samtidig blev de præsenteret for en omfattende helhedsplan, der udover at renovere de slidte ejendomme vil halvere motorvejens støjbelastning.
Et eksempel gæsterne var enige om andre bør følge, hvis lejlighed byder sig.

"Mange boligforeninger skal renovere inden for de kommende år. Så er det oplagt at overveje muligheden for lydtætte vinduer, støjskærme og stille gårdmiljøer," siger miljøminister Karen Ellemann til Boligen.

I samarbejde med Socialministeriet og Landsbyggefonden har Miljøministeriet iværksat kampagnen "Rolig Bolig," der netop skal give gode råd til almene boligorganisationer og deres beboere om, hvordan generne af trafikstøj kan mindskes i boligen.

"Vi vil blandt andet gøre boligorganisationerne opmærksom på, at de i Landsbyggefonden også kan søge tilskud til støjbekæmpelse, når de alligevel skal renovere," siger Socialminister Benedikte Kiær.

Landsbyggefondens direktør Bent Madsen hilser kampagnen velkommen.

"Det er en vigtig kampagne. Ganske mange almene boliger ligger ved større trafikårer - og ligesom det er vigtigt, at der tænkes i støjisolering, når trafikanlæg nyetableres eller renoveres, så er det også naturligt, at boligorganisationer og beboere indtænker støjbekæmpelse i renoveringsprojekterne," siger Bent Madsen.

Læs mere om kampagnen www.roligbolig.dk

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. marts 2011
Senest opdateret: 2. marts 2011
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op