Ny regering sætter fokus på den almene boligsektor
Danmarks nye regering sætter med sit regeringsgrundlag ambitiøse
mål for Danmarks almene boligområder, mener BL - Danmarks Almene
Boliger, som ser frem til, at regeringen med det nye ministerium
for By-, Bolig- og Landdistrikter sætter fokus på den almene
boligsektor.
"Carsten Hansen er den almene boligsektors nye minister og har
tidligere bl.a. været boligordfører og har forhandlet ved
forskellige boligaftaler. Carsten Hansen har således et stort
kendskab til udfordringer og muligheder på boligområdet, og jeg er
overbevist om, at vi nok skal få et godt samarbejde med den nye
minister", siger Palle Adamsen, formand for BL - Danmarks Almene
Boliger.
"Jeg hæfter mig ved, at der i regeringsgrundlaget står, at
regeringen vil arbejde for flere billige boliger, tilskud til grøn
energirenovering, og at regeringen vil arbejde for, at landets
udsatte boligområder i stedet bliver til levende og attraktive
blandede boligformer", siger Palle Adamsen.
Ministeren for By-, Bolig- og Landdistrikter Carsten Hansen har
været medlem af Folketinget siden 1998 og har gennem årene bestridt
en række udvalgs - og tillidsposter for den socialdemokratiske
folketingsgruppe, herunder i Folketingets Boligudvalg 2004-2005 og
som gruppeformand siden 2006.
Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter får ressortansvaret for
almene boliger, studie- og ungdomsboliger, friplejeboliger, privat
udlejning, andelsboliger, ejerboliger, og det boligsociale område,
herunder de udsatte boligområder.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
6. oktober 2011 |
| Senest opdateret: |
6. oktober 2011 |