Sund fornuft til glæde for de mange

Forhandlingerne om en ny boligaftale for de kommende år er inde i den afgørende fase, og i Boligselskabernes Landsforening (BL) krydser man fingre for, at regeringen og dens forligspartier for alvor skruer op for renoveringerne. Det har stor betydning for mange beboere i de almene boliger, hvor der bor næsten en million mennesker. 

"Chancen er der nu. Timingen bliver aldrig bedre. Over hele Danmark venter beboere på, at deres boligområde får adgang til at bruge de penge, som de selv har været med til at spare op i Landbyggefonden. Og det er alvorlige problemer, som venter på at blive løst. Medierne har sat meget fokus på de få såkaldte ghetto-områder, men vi må ikke glemme de mange helt almindelige boligområder rundt om i landet," siger BL's formand, Palle Adamsen, og fortsætter:

"Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget hånd om de helt særlige problemer i de mest udsatte områder, men det er mindst lige så vigtigt, at vi får sat gang i renoveringerne af boliger i Fredericia, Hjørring, Helsingør, Hillerød, Struer, Svendborg og alle de andre steder, hvor boliger og mennesker har et stort og presserende behov for at få repareret og ført boliger up to date, så disse i offentligheden mere anonyme boligområder ikke ender i fysisk forfald og social deroute. Vi skal forhindre, at der opstår nye områder, som ender med et ghetto-stempel."

"Derfor opfatter jeg det som endog meget positivt, at regeringens boligpolitiske forligspartnere - Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre - i forbindelse med forhandlinger har haft blik for netop denne problemstilling. Begge partier har jo klart tilkendegivet, at de vil have renoveringskøen på otte milliarder afviklet nu, og i BL krydser vi fingrer for, at den sunde fornuft sejrer til glæde for rigtigt mange danskere. Vi skal jo huske, at dette ikke kommer til at koste statskassen en krone, idet det eneste, vi ønsker, er at få lov til at lade Landbyggefonden bruge flere penge på helt nødvendige renoveringsarbejder. Det vil i øvrigt også være godt for samfundsøkonomien og beskæftigelsen i hele Danmark," slutter BL's formand, Palle Adamsen.

Kontakt: BL's formand, Palle Adamsen: Tlf. 3084 5282

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 5. november 2010
Senest opdateret: 5. november 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op