Ustøttede almene boligafdelinger
I den seneste tid har flere medlemmer stillet spørgsmål til
mulighederne for at opføre ustøttede almene boliger eller købe og
omdanne eksisterende bygninger til ustøttede almene boliger. Derfor
bliver de gældende regler her kort opsummeret med udgangspunkt i LBF-orienterer nr. 328 fra 17. december 2003
og i svar fra Socialministeriet til Aalborg kommune af 15.
september 2010.
I henhold til almenboligloven er der ikke hjemmel til, at en
almen boligorganisation kan opføre ustøttede lejeboliger.
Det er dog lovligt for en almen boligorganisation at købe en
eksisterende bygning og omdanne den til almene boliger. Det sker i
givet fald uden offentlig støtte, og derfor skal de almene
boligorganisationer udvise stor forsigtighed ved køb af
eksisterende bygninger og ved finansieringen heraf.
Ved køb af eksisterende ustøttet byggeri, er det en betingelse
for købet, at det godkendes af kommunen, at der vurderes at være
behov for boligerne, at der i boligafdelingen kan sikres
balanceleje inden for maksimalt 10 år, og at finansieringen på lang
sigt er realistisk. Der bør således ikke tages udgangspunkt i den
variable F1-rente, men derimod i ydelsen på et fastforrentet
30-årigt lån. Endvidere er det ikke tilladt at anvende afdragsfrie
lån, ligesom man bør være opmærksom på, at der ikke er hjemmel til,
at kommunen kan give garanti for realkreditbelåningen.
En ustøttet afdeling skal i lighed med støttede afdelinger
bidrage til boligorganisationens dispositionsfonde og
arbejdskapital samt til Landsbyggefonden. Dette gælder bidrag til
dispositionsfonden såvel som de midler, der fremkommer ved
udamortisering af lån i afdelingen, jf.
Landsbyggefondens regulativ fra februar 2007. Afdelingerne vil
ikke være omfattet af Byggeskadefonden, mens de vil være omfattet
af det almindeligt gældende regelsæt for almene boliger.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
10. maj 2011 |
| Senest opdateret: |
10. maj 2011 |