0205 - Vedrørende Ejendomsfunktionærer og alkoholpolitik
Der har på det danske arbejdsmarked længe været diskussion om,
hvor meget en arbejdsgiver via ledelsesretten må bestemme
vedrørende brug af alkohol på en arbejdsplads.
Der har de sidste år været et par voldgiftsafgørelser på det
private arbejdsmarked, hvor bl.a. højesteretsdommere har været
opmænd. Konklusionen er, at arbejdsgiverens ledelsesret er
indskrænket i de pauser, hvor der ikke betales løn. Kan
virksomheden dokumentere en særlig driftsmæssig begrundelse, kan
den dog indføre alkoholforbud i disse situationer.
Det vil sige, at medarbejderne som udgangspunkt har lov til at
drikke 1 øl i deres frokostpause.
For den almene sektor blev dette ligeledes stadfæstet i en
voldgiftsafgørelse for nylig.
En større boligorganisation havde formuleret en alkoholpolitik i
ansættelseskontrakterne med ejendomsfunktionærerne.
Alkoholbestemmelsen indeholdt et total forbud mod rusmidler på
boligorganisationens matrikelnumre. ESL, ejendomsfunktionærernes
fagforening, anlagde derfor en sag på spørgsmålet om
arbejdsgiverens ret til at opretholde et totalt alkoholforbud på en
arbejdsplads, når medarbejderne selv betalte deres
frokostpause.
Opmanden mente ikke, at den almindelige holdning til spiritus i
arbejdstiden endnu er nået så vidt, at et totalforbud mod
indtagelse af alkohol kan indføres af arbejdsgiveren mod
medarbejdernes direkte protest, og han henviste også til de
tilsvarende voldgiftsafgørelser på det private arbejdsmarked.
Opmanden erklærede herefter følgende om alkohol(politik) i
boligorganisationerne:
- En ejendomsfunktionær har ret til i sin egenbetalte
frokostpause at indtage 1 øl (Skatteklasse A). Boligorganisationen
er berettiget til at fastsætte nærmere regler for, hvorledes dette
må ske, herunder hvor det må ske.
- En ejendomsfunktionær må ikke færdes på restauranter og
værtshuse med alkoholudskænkning eller indtage alkohol i det
offentlige rum, såfremt ejendomsfunktionæren er iført
boligorganisationens tøj.
- I øvrigt må indtagelse af alkohol ikke finde sted under
arbejdet, og ejendomsfunktionæren må ikke møde beruset ved
arbejdstidens begyndelse.
Det er værd at bemærke, at ovennævnte bestemmelser alene gælder den
situation, hvor arbejdsgiver og de ansatte ikke er enige om en
alkoholpolitik. I de boligorganisationer, der gennem en aftale med
medarbejderrepræsentanter i virksomhedsnævnet eller
samarbejdsudvalget har udarbejdet en alkoholpolitik, som begge
parter er enige om, gælder denne politik fortsat.
Hvis en ejendomsfunktionær tilsidesætter retningslinerne i en
alkoholpolitik, vil det kunne medføre advarsel eller - afhængig af
grovheden i overtrædelsen - opsigelse eller bortvisning.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Schmidt
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
20. januar 2005 |
| Senest opdateret: |
20. januar 2005 |