6105 - Arbejde uden autorisation
I BL-informerer nr. 37 i 2002 kunne vi oplyse om en forsigtig
liberalisering af Lov om autorisation af elinstallatører m.v. og
Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand-
og afløbsledninger. Disse love er nu yderligere blevet ændret med
virkning fra 1. januar 2006.
Det bevirker, at der bliver adgang for ikke-autoriserede til at
foretage visse udskiftninger m.v.
De hidtidige regler om, at man i sin egen bolig må foretage
diverse el- og vvs-arbejder udvides nu til også at omfatte
professionelle uden autorisation. Det betyder f.eks. at en tømrer,
der udfører et køkken også må skifte kontakter, lamper og
blandingsbatteri i forbindelse hermed. Det betyder tillige, at
ejendomsserviceteknikere og andre ejendomsfunktionærer, som kan
udføre el- og vvs-arbejde, giver den enkelte boligorganisation
mulighed for at mindske udgifterne på denne type
arbejdsopgaver.
El- og vvs-arbejder, der nu er tilladt for alle, er:
Elarbejde:
Efter den 1. januar 2006 er det for professionelle uden
autorisation, når strømmen er afbrudt, tilladt at foretage
følgende:
-
- Udskifte eller montere stikpropper og ledningsafbrydere,
apparatkontakter og transportable stikkontakter
(forlængerledninger, tristikdåser, m.m.).
- Reparere elapparater, f.eks. udskifte ledningen, der fører
strøm til apparatet (en tilledning), og udskifte en fatning.
- Udskifte indendørs (normaltætte) afbrydere og stikkontakter
uden jord - og dermed med to huller - op til 250V i boligen.
Normaltæt materiel er alt materiel, der har en IP20-mærkning eller
ikke har IP-mærkning.
- Udskifte indendørs (normaltætte) stikkontakter med jord - og
dermed med tre huller - op til 250V i boligen. Det forudsætter dog,
at boligens elinstallation er beskyttet med en HFI- eller
HPFI-afbryder.
- Udskifte almindelige afbrydere til lysdæmpere eller til
afbrydere med tidsfunktion og lignende i boligen.
- Sætte lamper op og tage lamper ned i boligen. Det gælder også
lavvolt-belysning (halogenlampesæt), som leveres med transformer,
lamper, ledninger og monteringsvejledning.
- Ændre og reparere svagstrømsstyrings- og reguleringssystemer,
som anvendes til at styre stærkstrømsfunktioner, f.eks.
omprogrammering af intelligente styringer.
Det elarbejde, man udfører i den faste installation, ændrer ikke
grundlæggende ved installationen. Derfor skal installationen i
boligen stadig opfylde de installationsregler, der var gældende på
det tidspunkt, hvor elinstallation oprindeligt blev etableret.
VVS-arbejde:
Som professionel uden autorisation, er det fra 1. januar 2006
tilladt at foretage følgende:
-
- Udskifte vandhaner og pakninger i vandhaner.
- Udskifte hånd- og køkkenvaske med tilhørende vandlås. Dog kun
hvis en eventuel vandlås er monteret synligt, og kun hvis der ikke
sker indgreb i den faste, eksisterende del af
afløbsinstallationen.
- Udskifte wc'er - dog kun med et godkendt wc med samme
tilslutningstype som det eksisterende, så der ikke sker indgreb i
den faste vand- og aflø bsinstallation. Ved wc'ets tilslutning til
afløbssystemet skal der anvendes godkendte tilslutningsstykker
eller andet materiel, der er godkendt til formålet.
- Udskifte vaske- og opvaskemaskiner til husholdningsbrug - dog
kun hvis den eksisterende maskine er tilkoblet en spuleventil eller
en afspæ rringsventil, og der ikke sker indgreb i den faste
vandinstallation. Hvis en installation er forberedt til tilslutning
af vaske- eller opvaskemaskine, bliver tilslutningen af vaske- og
opvaskemaskinen betragtet som en udskiftning.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen Lars Schmidt
NB Vi vedlægger publikation om arbejdspladsvurdering, som skulle
have været vedlagt
BL informerer nr. 56 af 13. oktober 2005.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
24. oktober 2005 |
| Senest opdateret: |
24. oktober 2005 |