1006 - Nyt bygningsreglement - overgangsordning
Som et led i opfyldelsen af EU's direktiv 2002/91 om bygningers
energimæssige ydeevne har Erhvervs- og Byggestyrelsen udstedt
Tillæg 12 til Bygningsreglement 1995.
./. Der vedlægges et trykt eksemplar af tillægget. Det kan også
ses på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside: www.ebst.dk , hvor der
også er yderligere information om ændringerne.
Vi har fået forespørgsler siden udsendelsen af BL Informerer
67/2005 og skal derfor supplere med følgende information:
De nye regler er trådt i kraft pr. 1. januar 2006, men der er en
overgangsordning. De hidtidige bestemmelser kan anvendes, hvis der
er indsendt en fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse eller en
fyldestgørende anmeldelse for arbejder, der skal anmeldes
inden den 31. marts 2006.
Betydeligt skærpede krav!
Målsætningen med de nye regler er at reducere energiforbruget i nye
bygninger med 25-30 %. Herudover er der i bygningsreglementerne nu
defineret to klasser af lavenergibygninger, som bruger henholdsvis
25 % og 50 % mindre energi end de nye krav.
Gælder også ved ombygninger og andre væsentlige
forandringer
For eksisterende bygninger på over 1.000 m2 gælder de
nye regler også i forbindelse med større ombygninger. Herved
forstås klimaskærm og installationer, der enten berører 25 % af
klimaskærmen eller udgør mere end 25 % af seneste offentlige
ejendomsværdi med fradrag af grundværdien. Her vil tillige være det
krav, at andre energibesparende foranstaltninger gennemføres, hvis
de er "omkostningseffektive". I tillægget til Bygningsreglementet
er nærmere defineret beregninger af, hvornår en energibesparende
foranstaltning er omkostningseffektiv.
I praksis skal boligorganisationer således være forberedte på, at
der fx ved en tagrenovering kan stilles krav om andre
foranstaltninger for at overholde reglerne, fx samtidig udskiftning
af vinduer, centralvarmeanlæg m.v. Normalt vil de rentable
foranstaltninger fremgå af ejendommens seneste
energimærkning.
Fredede og bevaringsværdige bygninger er undtaget fra de nye
bestemmelser.
Rammebeløb uændrede
Der er endnu ikke overblik over de økonomiske konsekvenser af de
nye energikrav. Det er dog utvivlsomt, at der vil være tale om
merudgifter på opførelsestidspunktet. Der er ikke foretaget en
tilsvarende justering af maksimumsbeløbene for anskaffelsessummen
for alment byggeri. BL vil rette henvendelse til Socialministeriet
med henblik på en justering af maksimumsbeløbene, så de nye
energikrav ikke udelukker opførelse af almene boliger.
SBI-anvisning 213 med program til beregning af bygningers
energibehov
Statens Byggeforskningsinstitut har udarbejdet et avanceret
beregningsprogram, som professionelle rådgivere kan anvende til at
eftervise, at en bygning opfylder de nye energikrav i
bygningsreglementet. Der skal købes licens til programmet, som kan
hentes på www.sbi.dk
.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen Bjarne Zetterström
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. januar 2006 |
| Senest opdateret: |
19. januar 2006 |