6406 - Ny lovgivning - ændringer i lov om almene boliger mv
Efter indgåelsen af boligforliget mellem regeringspartierne,
Dansk Folkeparti og De Radikale vedtog Folketinget ved 3.
behandling den 15. december det fremsatte lovforslag L 81 om den
almene sektors midler, sammenlægning (fusion) af
boligorganisationer og indberetning af data til en boligportal. Den
vedtagne lov vedlægges.
Loven træder i kraft allerede den 1. januar 2007, dog først den
1. januar 2008 for så vidt angår merindbetalingerne til
Landsbyggefonden fra de udamortiserede lån.
Lovændringerne består hovedsageligt af følgende tiltag:
1. Fra og med 1. januar 2007 er det ikke længere nødvendigt at
forelægge forslag om en boligorganisations opløsning - typisk ved
sammenlægning/fusion med en anden almen boligorganisation - til
godkendelse i alle boligafdelingerne, således som reglerne i
standardvedtægterne kræver det i dag. Beslutning om en sådan
opløsning kan fremover træffes alene af boligorganisationens
øverste myndighed, dog kun med kvalificeret flertal, samt med den
pågældende kommunalbestyrelses godkendelse.
2. Landsbyggefondens ramme til renovering m.v. forhøjes i årene
2007 og 2008 fra 1.500 mio. kr. til 2.400 mio. kr. årligt, og denne
ramme forlænges i årene 2009-1012 ligeledes med 2.400 mio. kr. pr.
år. Hertil kommer, at der i perioden 2007-2010 afsættes en årlig
ramme på 400 mio. kr. til en social og forebyggende indsats i
problemramte boligområder, hvoraf indtil 200 mio. kr. kan anvendes
til målrettede lejenedsættelser.
Som bekendt skal Landsbyggefonden dog også stadig indbetale
refusion/bidrag til staten, nemlig med 25% af ydelsesstøtten til
alle nye almene boliger med tilsagn i perioden 2007-2010.
3. Fra den 1. januar 2008 skal der ske yderligere indbetalinger til
Landsbyggefonden fra de lokale dispositionsfonde, idet
indbetalingerne fra de udamortiserede (udløbne) lån forhøjes for
byggerier med tilsagn før 1999, således at 2/3 skal indbetales til
Landsbyggefonden , mens 1/3 skal indbetales til
dispositionsfonden.
4. Mulighederne for anvendelsen af midlerne i dispositionsfondene
bliver ændret, således at der fra dispositionsfonden kan gives
ydelsesstøtte til realkreditlån, der optages til finansiering af en
afdelings udgifter til opretning, udbedring, vedligeholdelse,
forbedring, ombygning, sammenlægning af lejligheder og
miljøforbedring. Samtidig får kommunerne hjemmel til at garantere
for sådanne lån.
5. Fremover vil det være boligorganisationen, der af sine
dispositionsfondsmidler skal dække en afdelings udgifter til tab
som følge af ledige/tomme boliger. I særlige tilfælde kan
kommunalbestyrelsen dog godkende, at disse udgifter helt eller
delvist alligevel ikke skal dækkes af dispositionsfonden.
6. Endelig indeholder loven regler om obligatorisk indberetning af
data til en landsdækkende almen boligportal.
Landsbyggefonden vil snarest informere yderligere om punkt 2-4 og
6, og vi vil naturligvis også orientere nærmere, hvis der opstår
behov herfor.
Med venlig hilsen
god jul og godt nytår
Gert Nielsen / Preben Mathiesen
bl6406
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
21. december 2006 |
| Senest opdateret: |
21. december 2006 |