1009 - Løntabeller og HK-overenskomsten 2009
Der vedlægges en løntabel for HK-overenskomsten gældende fra den
1. april 2009. Løntabellen lægges tillige på BL´s hjemmeside under
"Arbejdsmarked".
I år er lønreguleringen delt op i to dele. Dels er der en
grundregulering på selve lønnen for alle medarbejdere på 0,75 %, og
dels træder den valgfrie ordning fra 1. april 2009 i kraft, jf. § 6
i HK-overenskomsten, hvor medarbejderne kan vælge mellem løn,
ferietillæg eller pension på 3 %.
Grundlønningerne (og lønintervallerne) i den vedlagte løntabel er
derfor alene reguleret med 0,75 %, da resten af reguleringen ligger
i det valg, som den enkelte medarbejder foretager sig. Undtagelsen
er "piccoloer / piccoliner / kontormedhjælpere", som bliver
reguleret med 3,27 % (0,75 % + 2,52 % fra fritvalgsordning), da de
er undtaget fra fritvalgsordningen.
Her følger en kort gennemgang af ordningen, hvor medarbejderen som
udgangspunkt har 3 valgmuligheder:
1) medarbejderen kan vælge det valgfri lønelement udbetalt hver
måned fra den 1. april 2009. Det vil sige den aktuelle løn
inkl. tillæg reguleres med 2,52 %, idet der herudover skal
beregnes pensionsbidrag og ferietillæg af denne regulering.
2) medarbejderen kan vælge, at der hver måned akkumuleres 3 % af
lønnen inkl. tillæg som en kontantsaldo, der fremgår af lønsedlen.
Denne kontantsaldo indbetales ekstra på medarbejderens
pensionsordning.
3) medarbejderen kan vælge, at der hver måned akkumuleres 3 % af
lønnen inkl. tillæg som en kontantsaldo, der fremgår af lønsedlen.
Denne kontantsaldo udbetales som ekstra
ferietillæg, men først i 2010 og i
den måned, hvor den enkelte boligorganisation normalt udbetaler
ferietillæg.
Dog kan der aftales andre valgfrie elementer end ovenstående, men
disse andre valgfrie elementer skal fremgå af en skriftlig aftale
mellem boligorganisationen og den respektive
medarbejdergruppe.
Fritvalgsordninger, der eksisterede før 1. april 2008, tillægges
ovenstående aftale, således at den samlede ramme er 3 %
(overenskomst efter 1. april 2008) + evt. ramme fra overenskomst
eller lokale aftaler fra før 1. april 2008.
Ved fratræden afregnes en evt. kontantsaldo sammen med den sidste
løn.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Schmidt
bl1009
bl1009 løntabel HK
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. marts 2009 |
| Senest opdateret: |
19. marts 2009 |