BL informerer 4309
En bred forligskreds i Folketinget har indgået en aftale om en
praktikpladspakke, som skal medvirke til at skaffe flere
praktikpladser. Baggrunden er, at inden for det seneste år er
antallet af indgåede praktikpladser faldet med 22 %, mens antallet
af praktikpladssøgende elever er steget med 31 %.
Denne udvikling finder forligspartierne uacceptabelt, og derfor
indeholder den ny aftale bl.a. følgende initiativer:
Praktikpladspræmie
Den nuværende Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER)-præmieringsordning
omlægges, så der gives et samlet tilskud på i alt op til 16.000 kr.
per elev for alle nye uddannelsesaftaler indgået efter 1. juni
2009. Hensigten er at reducere arbejdsgivernes risici ved at tage
nye elever ind, selv om der er usikkerhed om virksomhedernes
økonomi bl.a. grundet den igangværende finanskrise. Konkret består
præmieringen dels af en månedlig præmie på 2.000 kr. i prøvetiden,
det vil sige 6.000 kr., såfremt eleven fastholdes i alle
prøvetidens tre måneder, dels af en bonus på 10.000 kr., når
prøvetiden afsluttes med fastansættelse. Ordningen er foreløbigt
tidsbegrænset til og med 2010.
Penge til opsøgende arbejde
Der foretages en omlægning af tilskuddet til erhvervsskolernes
praktikpladsopsøgende arbejde med henblik på at målrette tilskuddet
til den nuværende praktikpladssituation. Omlægningen forventes at
indebære, at der vil blive udbetalt 30 mio. kr. mere end tilfældet
ville have været med de nuværende regler.
Kampagne
Der iværksættes en kampagne med særligt fokus på skolernes og de
faglige udvalgs praktikpladsopsøgende indsats, bl.a. i form af
praktikplads-startpakker til virksomhederne, etablering af en
telefonlinje (hotline) m.m.
Erhvervsgrunduddannelsen (EGU)
Der indføres et løntilskud på 30 kr. i timen i prøveperioden til
virksomheder, der opretter nye praktikpladser i
erhvervsgrunduddannelsen (EGU), og finansieringsmodellen for EGU
omlægges til en delvis refusionsordning, hvor den enkelte kommune
frem for et fast årligt tilskud i dag fremover vil modtage et
aktivitetsafhængigt tilskud, svarende til kommunens faktiske antal
egu-elever og udgifter hertil.
Kommunerne og virksomhederne får med disse initiativer styrket de
økonomiske incitamenter til at igangsætte EGU-forløb i stedet for
at lade de unge modtage kontanthjælp.
Forligsparterne er endvidere enige om, at arbejde videre med at
afdække mulighederne for en styrkelse af uddannelsesgarantien,
herunder evt. en midlertidig styrkelse af skolepraktikken. Dette
sker bl.a. med inddragelse af Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser (REU).
Den almene sektor har gennem mange år ligget forholdsvis lavt i
antallet af nyoprettede praktikpladser inden for henholdsvis
ejendomsservicetekniker- og kontorelevuddannelsen. Ovennævnte
tiltag kunne måske derfor inspirere flere boligorganisationer til
at øge antallet af praktikpladser, og således ad denne vej tillige
på sigt fastholde flere unge mennesker i sektoren.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Schmidt
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
20. august 2009 |
| Senest opdateret: |
20. august 2009 |