3311 - Fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet - L 208
Folketinget har d.d. vedtaget L 208. Med forslaget indføres som
et forsøg et skattemæssigt fradrag for lønudgifter til
istandsættelse i hjemmet. Ordningen omfatter desuden serviceopgaver
som rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde.
Formålet med forslaget er at lette familiernes travle hverdag, at
skabe arbejdspladser og veksle sort arbejde til hvidt arbejde.
Det fremgår af forslaget, at ordningen omfatter personer i både
ejer- og lejeboliger - men i realiteten får lejerne ikke de samme
fordele som ejerne, når det gælder istandsættelse i hjemmet.
Der gælder følgende betingelser for ordningen:
Fradraget gives for udgifter, der er betalt og dokumenteret, til
arbejdsløn til hjælp og istandsættelse i hjemmet.
- Arbejdet skal udføres og betales i perioden fra den 1. juni
2011 til og med 2013.
- Fradraget gives til personer over 18 år, som har
folkeregisteradresse i boligen på det tidspunkt, hvor ydelsen
udføres.
- Arbejderne skal udføres af en virksomhed, der er
momsregistreret i Danmark. Serviceopgaver kan også udføres af en
person, der er 18 år og skattepligtig i Danmark.
- Skattefradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag, hvilket
svarer til et tilskud på ca. 1/3 af lønudgiften i en
gennemsnitskommune. Fradraget gives til personer, der er fyldt 18
år, og kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person.
- Arbejdet skal indberettes til SKAT på en måde, der fastsættes
nærmere af SKAT.
Det er fremgået af skatteministerens tilkendegivelser under
behandlingen, at "i den udstrækning en lejer ifølge sin lejeaftale
har råderet i forhold til at vedligeholde eller forbedre
lejeboligens ydre og indre rammer og afholder disse udgifter selv,
har lejer ret til fradrag."
Lovforslaget er imidlertid blevet gennemført i en sådan hast, at
det ikke står helt klart, i hvilke situationer en lejer "har
råderet" og "selv afholder udgiften".
Individuel råderet
Det står klart, at individuel råderet, hvor lejeren selv får
udført arbejdet og selv finansierer det, er omfattet af
forslaget.
Kollektiv råderet og øvrige forbedringsarbejder
På baggrund af skatteministerens besvarelse af spørgsmål 88
aftenen før forslagets vedtagelse, kan kollektiv råderet ikke
antages at være omfattet af ordningen. Her beslutter den enkelte
lejer selv at iværksætte arbejdet - f.eks. nyt køkken - ligesom
lejeren selv betaler for forbedringen ved en huslejeforhøjelse, men
det er afdelingen, der optager forbedringslånet. Det samme gælder
"almindelige" forbedringsarbejder i afdelingen, hvor alle lejere i
afdelingen får den samme forbedring og betaler for den via en
huslejeforhøjelse.
Vedligeholdelsesarbejder
Vedligeholdelsesarbejder i afdelingen giver ikke lejerne ret
til fradrag, ligesom lønudgifter til vicevært m.v. ikke kan
fradrages, idet udgifterne ikke anses for afholdt direkte af
lejeren.
Udgifter, der afholdes af en indvendig vedligeholdelseskonto, er
ikke omfattet, idet midlerne på kontoen ikke tilhører lejeren.
Istandsættelse ved fraflytning
Istandsættelse for lejerens regning efter
fraflytning er ikke omfattet, idet det er en betingelse, at lejeren
bebor lejemålet.
Vi vil følge op med yderligere information på hjemmesiden.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Birgitte Fæster