4311 - Salg af almene boliger
Folketinget har den 26. maj 2011 vedtaget den nye salgsordning
(L 186). Loven - lov nr. 628 af 14. juni 2011 - træder i kraft den
1. juli 2011 og kan findes på www.retsinfo.dk.
Socialministeriet har udsendt denne orienteringsskrivelse om de nye regler.
Det fremgår, at ministeriet også har tænkt sig at udsende en
bekendtgørelse og en vejledningen om salgsreglerne.
Den nye lov indeholder:
- Ny salgsordning
- Ny praksis vedrørende helt eller delvist salg af en
afdeling
- Anvendelse af overskuddet ved helt eller delvist salg af en
afdeling
Den nye salgsordning erstatter den tidligere forsøgsordning og
den gældende permanente ordning.
Udgangspunktet i den nye ordning er, at kommunalbestyrelsen og
boligorganisationen skal være enige om beslutningen om salg. Salg
uden om boligorganisationen kræver tilslutning fra mindst 2/3 af
lejerne ved en urafstemning. I udsatte boligområder vil
salgsprovenuet kunne gå til medfinansiering af en helhedsplan.
Samtidig lempes den gældende praksis for socialministerens
godkendelse af salg af hele blokke eller dele af en afdeling, så
der fremover i større omfang kan ske salg til tredjemand i udsatte
boligområder omfattet af en godkendt helhedsplan. Som et væsentligt
led heri kan socialministeren godkende, at nettooverskuddet helt
eller delvist anvendes til finansiering af helhedsplanen i stedet
for ekstraordinær indfrielse af lån i afdelingen.
Loven indeholder desuden regler om kommunernes og regionernes
etablering af dagligvarebutikker i tilknytning til ældreboliger i
udkantsområder.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Birgitte Fæster