;
Søger du bolig? - Klik her

Boligorganisationen

Bestyrelseshonorar i byggesager
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Hvor findes reglerne om byggesagshonorar og bestyrelseshonorar?

 

Kan en organisationsbestyrelse etablere et fast byggeudvalg, der behandler de større sager forud for bestyrelsesmøder og oppebærer honorar for dette, et honorar, der udgiftsføres i de enkelte byggesager?

Svar

Bestemmelserne om byggesagshonorar og bestyrelsesudgifter er beskrevet i Bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v. § 31.

 

Forudsat at byggeudvalget består af bestyrelsesmedlemmer, ses der ikke umiddelbart at være noget til hinder for, at bestyrelsesudgifterne udbetales til byggeudvalget.

Spørgsmål

Hvilke lejemålsenheder bruges til at beregne bestyrelsesvederlag:

 

- er det lejemålsenheder i regnskabet for 2011 bruges til udbetalinger i 2011, hvis vederlag ændres i løbet af året så skal udbetalingsbeløbet også ændres.

 

- eller er det lejemålsenheder i regnskab 2010 som ligger til grund for udbetalingerne i 2011.

Svar

Spørgsmålet er ikke mere præcist beskrevet i hverken almenboligloven eller driftsbekendtgørelsen. Dvs. at der er en vis frihed til at fastlægge egen praksis – inden for lovens og bekendtgørelsens rammer.

 

Når en boligafdeling går i drift, dvs. fra den fastsatte skæringsdato, kan der beregnes og udbetales bestyrelsesvederlag for boliger i drift. Skæringsdatoen kan meget sandsynligt ligge forskelligt fra regnskabsårets afslutning. Men enten beregnes og udbetales der fra skæringsdatoen, eller man kan i egen boligorganisation beslutte at regulere op ved årsafslutningen. Derimod kan man ikke beslutte at udbetale bestyrelsesvederlag for perioder FØR afdelingen er taget i brug.

Spørgsmål

Jeg har en forespørgsel angående BL INFORMERER 4910. Heri er oplyst de nye satser for bestyrelsesvederlag for lejemålsenheder i drift.

 

Reguleringen har virkning for det regnskabsår, der påbegyndes efter den 31/8 2010.

 

Ved tidligere reguleringer blev det oplyst, at de havde virkning for regnskabsår, der påbegyndte efter 30/6. Kan I oplyse, hvorfor datoen er blevet rykket?

Svar

Da reguleringen af bestyrelseshonoraret sker på basis af DS's lønindeks for den private sektor for 2. kvartal, som for 2010 blev offentliggjort d. 31.august 2010, kan det også først få virkning for regnskabsår, som påbegyndes efter denne dato.

Adresselister/maillister på repræsentantskabsmedlemmer
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Et repræsentantskabsmedlem har anmodet om at få adresserne på alle andre repræsentantskabsmedlemmer. Kan dette forlanges?

Er der pligt til at udsende materiale som et repræsentantskabsmedlem afleverer i administrationen med anmodning om udsendelse til hele repræsentantskabet?

Svar

Et medlem af repræsentantskabet kan ikke forlange at modtage adresser på alle andre medlemmer af repræsentantskabet.

 

Repræsentantskabsmedlemmer, der fremsætter forslag til behandling på repræsentantskabsmødet, kan få deres forslag fremsendt til resten af repræsentantskabet, hvis forslaget er fremsat indenfor fristen i § 9 i normalvedtægten.

Spørgsmål

Kan der på repræsentantskabsmødet stilles forslag om krav til formændene for afdelingsbestyrelserne, om at deres tlf.nr. og evt. e-mailadresse må offentliggøres på boligorganisationens hjemmeside?

Eller evt. blot offentliggørelse til det øvrige repræsentantskab?

Svar

De enkelte formænd må selv beslutte, i hvilket omfang de ønsker at offentliggøre deres telefonnumre og e-mailadresser. Det kan ikke stilles som et krav af repræsentantskabet.

Det afgørende må være, at man kan komme i forbindelse med de besluttende organer og samarbejdsfora, herunder afdelingsbestyrelse, og det kan man altid igennem administrationen.

Vedtægtsændring
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan man vedtage følgende: ”Ved valg af medlemmer og suppleanter til afdelingsbestyrelsen, kan der ikke vælges 2 personer fra samme husstand.”?

Svar

Nej, en sådan begrænsning af beboerdemokratiet kan ikke vedtages.

Spørgsmål

Kan man på generalforsamlingen vedtage, at bestyrelsesformandens honorar skal deles mellem alle i bestyrelsen, som mødehonorar? Er et sådant forslag at betragte som et almindeligt indkommet forslag, der skal være os i hænde 2 uger før generalforsamlingen?

Svar

Med hensyn til fordeling af bestyrelseshonorar vil dette normalt være beskrevet i en forretningsorden for bestyrelsen, og således at det er overladt til bestyrelsen selv at fastsætte, hvorledes fordelingen skal ske.

 

Umiddelbart ses der dog ikke at være noget til hinder for, at spørgsmålet om fordelingen medtages i vedtægterne. I givet fald skal forslaget være fremkommet inden for den i vedtægterne fastsatte frist for behandling af indkomne forslag.

Spørgsmål

Kan man på et afdelingsmøde vedtage, at lejerne overtager ejerskabet af køle/fryseskabe i lejernes nuværende lejemål, således at lejerne er ene ansvarlige for køle/fryseskabet?

Har det betydning om afdelingens køleskabe er indkøbt under selve byggesagen?

Svar

Det kan ikke ændres med virkning for de beboere som har en kontrakts bestemmelse, hvoraf det fremgår at lejemålet er med køle/fryseskabe. Men det kan ændres for fremtiden.

 

Såfremt køleskabene er medregnet i byggeriets anskaffelsessum, kan de ikke uden videre fjernes. Fjerner man køleskabene, værdiforringer man ejendommen, hvorfor panthavernes accept skal indhentes. Dette kan resultere i at panthaverne forlanger, at pantet nedskrives.

 

Såfremt der træffes beslutning herom, bør det anføres i tilbuddet og lejekontrakten, at køleskab ikke medfølger.

 

Beslutningstagerne bør gøres klart, at det kan være en økonomisk belastning for den enkelte, at skulle finansiere køleskabet.

Spørgsmål

I vore tidligere godkendte vedtægter havde vi en passus i § 14 stk. 4: ”Medlem af bestyrelsen kan ikke være”:

Ansatte i boligorganisationen eller dens afdelinger med undtagelse af medarbejderrepræsentanten.

I forbindelse med godkendelse af de nye vedtægter på repræsentantskabsmødet kom denne passus ikke med.

Vi vil gerne have den indført igen, og samtidig udvidet således at ingen ansatte kan sidde i organisationsbestyrelsen og afdelingsbestyrelsen. Begrundelsen til dette er at vi mener det vil være uheldigt, hvis der f.eks. sidder en vicevært i afdelingsbestyrelsen der kan bevilge penge til sig ”selv”.

Er der noget der kan forhindre, at vi fremlægger dette på det næste repræsentantskabsmøde til godkendelse.

Svar

Ændring af vedtægten på repræsentantskabsmødet kræver at 2/3 af repræsentantskabsmedlemmerne er mødt og at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Er mindre end 2/3 mødt, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, afholdes der nyt møde inden 2 uger. På dette møde kan forslaget uanset antallet af fremmødte vedtages, hvis 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Ja det er min vurdering, at I kan ændre vedtægten som det anførte. Dette følger af en ældre vejledning fra ministeriet og BL bekendt er der ingen ændringer dertil.

Man kan naturligvis ikke ændre alt bare de formelle spilleregler er overholdt. Normalvedtægten må f.eks. ikke fraviges til skade for beboerne og den almene lovgivning skal naturligvis overholdes.

Udbetaling af telefontilskud
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Det telefontilskud, til dækning af telefon- og internetforbrug, der hvert år kan udbetales uden skatteberegning til bestyrelsesmedlemmer, skal det udbetales løbende eller kun en gang om året?

Svar

Lovgivningen siger ikke noget om hvornår og hvordan et sådant tilskud kan udbetales.

 

Det er boligorganisationen, som selv tilrettelægger sin administrationspraksis. Det kan være rimeligt at søge at begrænse de administrative omkostninger ved at samle udbetalingerne til et færre antal.

 

Spørgsmål om eventuel ændring af udbetalingspraksis kan rejses i organisationsbestyrelsen.

Vederlag for bestyrelsesarbejde og deltagelse i byggemøder
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan formanden for en afdelingsbestyrelse få dækket tabt arbejdsfortjeneste, hvis han deltager i byggemøder?

Svar

Ifølge Lov om almene boliger § 34, stk. 4, må afdelingsbestyrelsen ikke tillægges vederlag for dens virksomhed.

 

Endvidere skal jeg oplyse dig om, at BL fraråder, at afdelingsbestyrelsesmedlemmer deltager i byggemøder. Begrundelsen herfor er, at det nemt kan give konflikter, specielt i forhold til, hvem der har beslutnings kompetence.

Udbetaling af bestyrelseshonorar
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Findes der regler for hvor ofte der skal udbetales bestyrelseshonorar?

Svar

Der findes ikke i lovgivningen regler for, hvor ofte der skal udbetales bestyrelseshonorar.

 

Medmindre der findes en forretningsorden for bestyrelsen med angivelse af regler herfor, er det således op til bestyrelsen selv at bestemme om vederlaget skal udbetales årligt, som mødediæter e.l.

 

Se evt. Høilunds bog Beboerdemokrati uden begrænsninger, s.281.

Likvidering af afdeling
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi påtænker at likvidere en afdeling, og vi kunne tænke os at lave en checkliste for forløbet. I den forbindelse er mit spørgsmål, om BL ligger inde med noget der kunne ligne en sådan checkliste, som vi kunne blive lidt klogere af at studere.

Svar

Umiddelbart har vi ikke i BL en sådan tjekliste. 
 

Du er dog meget velkommen til at ringe BL op for en drøftelse af evt. spørgsmål, som du måtte have vedrørende likvidation m.v.

 

Etablering af håndværkerafdeling
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi er en mindre boligforening, (664 lejligheder) som er interesseret i, eventuelt sammen med andre tilsvarende, at etablere et anpartsselskab og ansætte egne håndværkere - maler, tømrer - til at varetage vedligeholdelsen af boligforeningens boliger.

 

Vi er imidlertid i tvivl om, hvorvidt det er lovligt at etablere selskabet ved anvendelse af boligforeningens midler, samt hvorledes ledelsesforholdene skal etableres.

Svar

Reglerne om etablering af håndværkerafdeling er nærmere beskrevet i sideaktivitetsbekendtgørelsen § 20, der har følgende ordlyd:

 

Boligorganisationen kan udføre intern teknisk rådgivning og intern håndværksvirksomhed. Udførelsen skal ske i en separat afdeling af boligorganisationen. Ydelserne må ikke sælges til andre, herunder til andre almene boligorganisationer, medmindre disse administreres af boligorganisationen, eller der er tale om samdrift i samme bebyggelse af to eller flere afdelinger under forskellige boligorganisationer. Ydelserne må dog sælges til lejerne i boligorganisationens eller i administrerede boligorganisationers afdelinger, hvis ydelserne alene vedrører det lejede. Der må ikke udføres arbejder, som efter gældende regler skal udbydes.

 

Du kan evt. læse mere om håndværkerafdelingen i vejledningen til sideaktivitetsbekendtgørelsen, idet der dog er foretaget en række ændringer efter vejledningens udgivelse. Du kan finde vejledning her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=3929

Regler om udlejning af elektronisk udstyr
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi efterlyser svar på regler om udlejning af elektrisk udstyr, i vores tilfælde borehammer, som udlejes til lejerne.

Svar

Sådanne regler findes ikke.

Det er lidt uklart hvad problemet er/kan være. Om det er hvorvidt boligselskabet kan udleje sådant udstyr til lejerne (det sker i mange tilfælde, langt de fleste nøjes dog med at udlåne udstyret uden at opkræve leje) – eller om I er nervøse for at der følger et arbejdsgiveransvar med udlånet/udlejen af maskinen. Det sidste kan man ikke forestille sig, for tilsvarende udleje foretages også fra byggemarkeder m.v. uden ansvar.

Adgang til generalforsamling
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan en boligforening, der fungerer med generalforsamling, i deres vedtægter indskrive et krav om, at lejerne nogen tid forud for mødet skal afhente adgangskort ved administrationen, som betingelse for deltagelse i en lovligt indvarslet generalforsamling?

Kan lejerne ikke altid blot møde på ved selve mødet?

Svar

Af normalvedtægtens § 9 følger, at man kan kræve at der indløses adgangskort.

Stemmeret på repræsentantskabsmøde for afdelinger uden afdelingsbestyrelse
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan hovedbestyrelsen på et repræsentantskabsmøde stemme for de afdelinger der ikke har en afdelingsbestyrelse, under henvisning til normalvedtægtens § 19.

Svar

Nej. Det at hovedbestyrelsen skal varetage de funktioner der er tillagt afdelingsbestyrelsen, kan ikke udstrækkes til en stemmeret på repræsentantskabsmødet.

 

Stemmeret på generalforsamling
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Jeg har et spørgsmål ang. stemmeret på generalforsamling.

I vores vedtægter § 9 stk. 3 står der:

Stemmeret har kun boligorganisationens boligejere og disses myndige hustandsmedlemmer. Hver husstand har 2 stemmer uanset husstandens størrelse.

 

I § 10 står der

Beslutning tages af de tilstedeværende stemmeberettigede ved almindeligt stemmeflertal.

 

Jeg vil gerne have forklaret betydningen af dette:

 

Hver husstand har 2 stemmer, vil det sige at hvis der kun er fremmødt 1 person så har de alligevel 2 stemmer? Jeg syntes det modsiger det andet hvor der står at det kun er de tilstedeværende der har stemmeret. Vil det sige at hvis jeg selv kommer til generalforsamling, har jeg 2 stemmer?

Svar

Ja, bestemmelsen sikrer at der er samme indflydelse fra hver lejlighed, uanset hvor mange personer der bor i lejligheden. Er der kun 1 person får vedkommende 2 stemmesedler, er der 2 personer kan de få en hver, og er der 3 eller flere personer, må de indbyrdes finde ud af hvem der skal have stemmesedlerne.

 

Deltagelse på repræsentantskabsmøde før valg
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vores vedtægter § 12 giver mulighed for valg af "boliglejere og disses myndige husstandsmedlemmer" til bestyrelsen, uanset om de er valgt til en afdelingsbestyrelse.

 

Kan en "boliglejer osv." deltage i repræsentantskabsmødet før punktet "valg til bestyrelsen"? Vedkommende er jo netop ikke medlem af repræsentantskabet.

Svar

Jeg forstår dit spørgsmål således, at du spørger om, hvorvidt en person der ikke sidder i det nuværende repræsentantskab kan deltage i det repræsentantskabsmøde, hvor vedkommende ønsker at blive valgt til organisationsbestyrelsen.

 

Hertil må jeg svare, at nej det kan vedkommende som udgangspunkt ikke, med mindre repræsentantskabet har truffet beslutning om, at disse personer må deltage i mødet uden stemmeret. Ellers indkaldes de på sædvanligvis til det møde, hvor deres funktionsperiode starter efter at de er blevet valgt.

Beslutning om tilbygning
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

I en afdeling er der en selvstændig bygning, hvor der er en Daglig Brugs. Hvem skal tage beslutning om at brugsen må udvide? Er det forretningsføreren alene, afdelingsbestyrelsen alene, forretningsføreren og afdelingsbestyrelsen, organisationsbestyrelsen, eller organisationsbestyrelsen og afdelingsbestyrelsen?

Svar

Når der er tale om væsentlig forandring af afdelingens ejendom, følger det af driftsbekendtgørelsen § 6, stk.4, nr.2, at det er boligorganisationens øverste myndighed(repræsentantskabet), der træffer beslutning om væsentlig forandring af afdelingens ejendomme, men at repræsentantskabet kan videredelegere denne beslutning til organisationsbestyrelsen.

 

Spørgsmålet henhører således enten under repræsentantskabets eller organisationsbestyrelsens beføjelse.

 

Forretningsføreren eller afdelingsbestyrelsen kan imidlertid ikke træffe beslutning om spørgsmålet.

 

Endvidere skal der gøres opmærksom på reglerne om sideaktiviteter, som indeholder regler om erhvervsarealer.

Ledelse uden repræsentantskab og/eller afdelingsbestyrelse
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Når der er tale om ældreboliger, kan det være svært at finde medlemmer der vil deltage og er egnede til en bestyrelse. Hvilke muligheder er der for at få en ledelse der består af f.eks. 5 personer, således at repræsentantskab og/eller afdelingsbestyrelser undgås?

Svar

Med hensyn til boligorganisationens organisation vil denne skulle organiseres med et repræsentantskab og en organisationsbestyrelse, ligesom der principielt skal vælges afdelingsbestyrelser. Hvis der ikke vælges eller opstiller medlemmer til afdelingsbestyrelsen, vil organisationsbestyrelsen skulle varetage de enkelte afdelingers interesser.

 

Der er således ikke umiddelbart mulighed for, at bestemme at ledelsen af boligorganisationen blot skal bestå af eksempelvis 5 personer, og således at der ikke er noget repræsentantskab.

Fremsendelsesmåden for påkravsskrivelser
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Hvordan skal påkravsskrivelser vedrørende lejerestance og ophævelse af lejemål, fremsendes til beboerne?

Svar

Udlejer bestemmer selv fremsendelsesmåden ved fremsendelse af breve til beboere.

I restancesager er det dog anbefalelsesværdigt, at udlejer sender påkravet med afleveringsattest, idet der ellers kan opstå bevis problemer om, hvorvidt påkravet er kommet frem.

Afleveringsattest vil sige, at her attesterer posthuset, at posten har været ude og aflevere brevet på adressen med angivelse af dato og klokkeslæt.

Valg af dirigent til repræsentantskabsmøde
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan et bestyrelsesmedlem i en boligorganisation, eksempelvis næstformanden, være dirigent på et repræsentantskabsmøde?

Svar

Formelt er der ikke noget i vejen for det. Dirigenten skal være forsamlingens repræsentant, og dirigenten vælges af forsamlingen (repræsentantskabet).

 

Men der kan opstå habilitetsproblem, idet han som næstformand har en fremtrædende placering i bestyrelsen (ledelsen) og det jo er bestyrelsen som aflægger beretning og regnskab m.m. til godkendelse.

 

Endvidere vil det medføre, at han ikke vil kunne ”deltage” som medlem i repræsentantskabsmødet, hvilket ikke vil være hensigtsmæssigt.

 

Efter god foreningsskik plejer man at sige, at det bedste er at finde en dirigent, som er uvildig, og som der ikke kan stilles tvivl om vil varetage hele forsamlingens interesser.

Beslutning om valg af ny administrator
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi har indgået et samarbejde med en anden boligorganisation om fælles administration. Nu er situationen den, at vores forretningsfører har fundet et andet job og forlader vores organisation. Men nu har hovedbestyrelsen i vores organisation bestemt at hele administrationen overgår til en anden administrator. Kan de det uden at repræsentantskabet er blevet spurgt?

Svar

Hvis repræsentantskabet tidligere har truffet beslutning om at købe fremmed administration, så mener jeg, at organisationsbestyrelsen kan vælge den nye administrator.

Beregning af bestyrelsesvederlag
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Hvilke lejemålsenheder bruges til at beregne bestyrelsesvederlag:

 

- er det lejemålsenheder i regnskabet for 2011 bruges til udbetalinger i 2011, hvis vederlag ændres i løbet af året så skal udbetalingsbeløbet også ændres

 

- eller er det lejemålsenheder i regnskab 2010 som ligger til grund for udbetalingerne i 2011.

Svar

Spørgsmålet er ikke mere præcist beskrevet i hverken almenboligloven eller driftsbekendtgørelsen. Dvs. at der er en vis frihed til at fastlægge egen praksis – inden for lovens og bekendtgørelsens rammer.

 

Når en boligafdeling går i drift, dvs. fra den fastsatte skæringsdato, kan der beregnes og udbetales bestyrelsesvederlag for boliger i drift. Skæringsdatoen kan meget sandsynligt ligge forskelligt fra regnskabsårets afslutning. Men enten beregnes og udbetales der fra skæringsdatoen, eller man kan i egen boligorganisation beslutte at regulere op ved årsafslutningen. Derimod kan man ikke beslutte at udbetale bestyrelsesvederlag for perioder FØR afdelingen er taget i brug.

Har du brug for personlig hjælp?

Åbningstider:
man: kl. 13.00 - 15.00
ons: kl. 13.00 - 15.00
fre: kl. 10.00 - 12.00

Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS