Ejendomsfunktionærer

Ejendomsfunktionærernes arbejde kræver mange forskellige kompetencer for at sikre en god standard i afdelingen og trivsel hos beboerne.


Gå direkte til kursuskalender for ansatte   


Det er vigtig, at boligorganisationernes frontmedarbejdere udover at kunne klare de mere tekniske opgaver også kan kommunikere og samarbejde.  Konsulentcentret i BL vil gerne her fremhæve seks forskellige kurser, der afholdes i år med ejendomsfunktionærerne som målgruppe.

Kulturforståelse
Den 29. februar - 1. marts og den 19. - 20. marts i Vejle
Som ejendomsfunktionær er det et godt udgangspunkt at have en indsigt i og forståelse for andre kulturer og for de etniske minoriteter i boligområderne. Så er man bedre rustet til at forebygge problemer i det daglige arbejde. Deltagerne får en viden om andre kulturer og om islam i hverdagen, og de får værktøjer til bedre at kunne kommunikere på tværs af kulturer.

Servicemedarbejderen
Den 14. - 15. marts i Vejle
Ejendomsfunktionæren er i sit daglige arbejde i afdelingen boligorganisationens synlige frontmedarbejder. En god kommunikation og service er derfor vigtige kompetencer for det daglige samarbejde med beboere, bestyrelse og administration, når man vil markedsføre sig som en moderne og udadvendt boligorganisation, der støtter op om beboerdemokratiet.

Lovpligtig arbejdsmiljøuddannelse 
Den 12. - 14. marts i København
Kursets indhold er rettet mod ejendomsfunktionærernes særlige arbejdsopgaver og arbejdsmiljø, og det opfylder Arbejdsmiljølovens krav til den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for nyvalgte medlemmer af arbejdsmiljøudvalget. Kurset kan også tilbydes som rekvireret kursus andre steder i landet.

Konflikthåndtering
Den 5. - 6. november i Vejle
Ejendomsfunktionærerne har i deres daglige arbejde brug for at kunne kommunikere med mange forskellige mennesker, også i situationer der kan være problematiske. Er man på vej ind i en konflikt, kan man ved hjælp af viden om konflikter lære at kommunikere således, at konflikten ikke udvikler sig. De anvendte teknikker kan også bruges til at styrke kommunikationen og dermed få forbedret samarbejdet.

Synskursus
Den 1. oktober og den 14. november i Århus
Der er meget at holde styr på ved et fraflytningssyn: Regler, frister, vedligeholdelsesstandard og kommunikationen med fraflytter. Deltagerne bliver trænet i den praktiske gennemførelse af et ind- og fraflytningssyn, og de lærer om "papirarbejdet" i forbindelse med et syn, herunder regler og procedurer ved ind- og fraflytning.  Kurset introducerer til brugen af en elektronisk synslærebog, der i løbet af 2012 vil være tilgængelig på BL's hjemmeside.

Budget og vedligeholdelse
Den 19. - 20. november i Vejle
I ejendomsfunktionærens daglige arbejde, kan det gavne økonomien i afdelingen og samtidig være motiverende for ejendomsfunktionærerne, at de forstår sammenhængen mellem afdelingens budget, og det arbejde de udfører. Kurset introducerer en arbejdsplan, der synliggør ejendomsfunktionærens arbejde, og dermed lægger op til en prioritering af serviceopgaver i afdelingen.

 

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 24. januar 2012
Senest opdateret: 25. januar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op