Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen
BL og KL har lanceret udspillet “Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen” med fokus på, hvordan sundhedstilbud kan komme tættere på borgernes hverdag. Udspillet peger på behovet for et stærkere nært sundhedsvæsen med mere forebyggelse og bedre adgang til sundhedstilbud – særligt for borgere med størst behov.
De almene boligområder rummer et stort, men endnu ikke fuldt udnyttet potentiale. Der er almene boliger i alle landets kommuner, og sektoren omfatter omkring én million beboere, 600.000 boliger og mange fællesfaciliteter. Boligområderne er derfor oplagte rammer for at bringe sundhed tættere på hverdagslivet i både byer og landdistrikter.
Når sundhed, boliger og lokalsamfund tænkes mere sammen, skabes nye muligheder for at styrke forebyggelse, behandling og rehabilitering tæt på borgerne. Udspillet viser, hvordan de almene boligområder kan fungere som platform for et mere sammenhængende og borgernært sundhedsvæsen – til gavn for beboere, kommuner og lokalsamfund i hele landet.

Se videoen: Nære sundhedstilbud har gjort en stor forskel for flere beboere
Fælles om Lokal Sundhed
Udspillet Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen blev i 2024 suppleret med et treårigt bredt partnerskab "Fælles om Lokal Sundhed". Partnerskabet løber fra august 2024 til august 2027 og samler kommuner, almene boligorganisationer, civilsamfund og andre sundhedsaktører om at styrke den borgernære sundhed dér, hvor mennesker lever deres hverdag.
Med særligt fokus på forebyggelse og på borgere med de største sundhedsbehov arbejder partnerskabet for et mere fintmasket og tilgængeligt sundhedsvæsen – tæt på lokalsamfundene.
BL og KL vil i partnerskabsperioden understøtte konkrete initiativer og samtidig opsamle og dele erfaringer fra lokale sundhedssamarbejder. Ambitionen er både at inspirere og at skabe konkret bevægelse lokalt. Med Fælles om Lokal Sundhed ønsker BL og KL at åbne en fælles bane for de mange aktører, som allerede er klar til at bringe sundhed tættere på borgernes hverdag.
Partnerskabet fungerer som platform for:
-
at forbinde aktører på tværs af sektorer og interesser, der vil i gang med lokale sundhedsløsninger
-
at udveksle erfaringer og dele viden om, hvad der virker i praksis
-
at sætte gang i konkrete, lokale afprøvninger af nye samarbejdsformer og indsatser
Arbejdet i partnerskabet tager afsæt i tre centrale indsatsområder:
- Sundhedsarkitektur
Vi vil dele viden og erfaringer om, hvordan både forebyggelse, behandling og genoptræning kan fremmes, når vi bygger og renoverer i den almene boligsektor. Sundhedsarkitektur giver eksempler på r etablering af nye sundhedsfaciliteter eller transformation af eksisterende byggerier, tæt på mennesker der har behov for nære sundhedstilbud. - Fremskudte sundhedstilbud
Vi vil sætte fokus på, hvilke typer fremskudte sundhedstilbud og -aktører, der fremmer sundhed og trivsel i forskellige typer af boligområder og lokalsamfund – både i byen og på landet. - Civil handlekraft
Vi vil afsøge eksempler på mobilisering af civilsamfundet – herunder også lokalsamfundet og pårørende – der styrker forebyggelse af sygdom og fremmer et aktivt liv. Kan vi nedbryde og gentænke grænser mellem sektorer og aktører, roller og ansvar og udfolde potentialerne med et handlekraftigt civilsamfund.
Q&A om "Fælles om Lokal Sundhed"
Hvordan arbejder partnerskabet "Fælles om Lokal Sundhed"?
I partnerskabet lægger vi op til en række faste aktiviteter, som KL og BL faciliterer. Men vi forventer også, at der i partnerkredsen vil opstå ideer og initiativer til at mødes (online og fysisk) om emner og aktiviteter, der ligger ud over de faste.
De faste aktiviteter i partnerskaber omfatter:
- 2 partnermøder årligt med fysisk fremmøde
- 3 online inspirationsmøder
- Erfa-møder i mindre grupper
- Nyhedsbrev
- Afsluttende høring/konference

|
Kommuner
Boligorganisationer
|
Øvrige organisationer
|
Tilmeld dig partnerskabet
Man tilmelder sig partnerskabet på organisationsniveau. Det vil sige at det er hele kommunen, boligorganisationen eller foreningen, som melder sig ind. Ved tilmelding bedes I angive en kontaktperson, men der er mulighed for at melde flere personer til vores mailingliste, så information kommer rundt til alle relevante. I regi af partnerskabet vil der blive afholdt forskellige online og fysiske arrangementer. Både deltagelse i partnerskabet og i de forskellige arrangementer er gratis. Der vil blive afholdt arrangementer med forskellige faglige og politiske temaer og for forskellige målgrupper (fx beslutningstagere, ledere og praktikere).
Tidligere aktiviteter i Fælles om Lokal Sundhed
Nedenfor kan du se tidligere aktiviteter i partnerskabet "Fælles om lokal sundhed" og finde materialer fra arrangementerne, herunder oplæg og præsentationer.
Partnerskabsmøde d. 13. januar 2025
Afholdt
Webinar d. 23. maj 2025: Ejendomsfunktionærens rolle i sundhed og trivsel
Afholdt
Webinar d. 28. august 2025: Sundhedsantropologi i praksis
Afholdt
Partnerskabsmøde d. 10. marts 2025 - Præsentation af fælles politisk udspil
Tredje partnerskabsmøde d. 23. september 2025 - Besøg i Byens Haver
Afholdt
Øvrigt materiale
Her kan du dykke ned i øvrigt materiale om nærhed i sundhed, herunder rapporter, udgivelser og artikler, der belyser konkrete eksempler på borgernære sundhedsindsatser.