Her præsenteres data om forekomsten af type 2-diabetes blandt beboere i den almene sektor, med mulighed for at undersøge regionale og kommunale variationer i sygdomsudbredelsen og overrepræsentationen i sektoren.
Sundhed
Forekomsten af beboere med type 2-diabetes
Udbredelse af type 2-diabetes i den almene sektor
Samlet set bor 81.000 ud af 288.000 personer over 16 år med type 2-diabetes i den almene sektor. Dette svarer til 28 pct. af alle tilfælde. 9,8 pct. af almene beboere er diagnosticeret med type 2-diabetes mod 5,0 pct. i den øvrige befolkning, hvilket er ca. dobbelt så stor en andel. Der er et mørketal forbundet med, at nogle personer ikke ved, at de har type 2-diabetes og af den grund ikke har fået stillet diagnosen. Desuden fremgår nogle personer med diabetes ikke af registre for det offentlige sygehusvæsen og medicinforbrug.
Ser man på aldersfordelingen, stiger andelen af personer med type 2-diabetes markant efter 50-årsalderen, uanset boligtype. I den almene sektor har knap hver fjerde mand og hver sjette kvinde over 65 år en type 2-diabetesdiagnose.
Figur 1. Andel af borgere med diagnosticeret type 2-diabetes, fordelt på alder
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata og Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS), januar 2025.
Der er betydelige geografiske forskelle i uligheden i udbredelsen af sygdommen på tværs af boligformer. Kortet nedenfor viser en overrepræsentationsfaktor for type 2-diabetes for den almene sektor. Den er beregnet som et forhold mellem andelen af personer med type 2-diabetes i den almene sektor og i øvrige boligformer. I alle kommuner er andelen med type 2-diabetes højere blandt almene beboere end blandt beboere i andre boligformer.
Overrepræsentationen er størst i Region Hovedstaden, hvor andelen er 2,5 gange så høj blandt almene beboere. Regionen rummer også både den højeste og den laveste overrepræsentation: I København er andelen med type 2-diabetes 3,5 gange så høj blandt almene beboere som blandt øvrige beboere, mens faktoren i Vallensbæk er 1,3. Også Aarhus har en høj overrepræsentation med en faktor på 2,5.
Figur 2. Overrepræsentationsfaktor af type 2-diabetespatienter i den almene sektor
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata og Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS), januar 2025.
Andelen af almene beboere med type 2-diabetes er højest i landkommuner som Samsø, Langeland og Odsherred, hvor 15 pct. eller flere af de almene beboere på 16 år og derover har sygdommen, mod 9,8 pct. på landsplan. Det skyldes til dels, at de almene beboere i landkommunerne i gennemsnit er ældre, og andelen med type 2-diabetes stiger markant med alderen. Alder forklarer dog kun en del af variationen: Også mellem hovedstadskommunerne, hvor gennemsnitsalderen varierer mindre, er der betydelige forskelle. Her kan forskelle i beboersammensætningen, fx i uddannelse, indkomst og herkomst, som alle hænger sammen med risikoen for type 2-diabetes, spille en rolle.
Der er ikke en entydig sammenhæng på tværs af kommuner mellem overrepræsentationen og den generelle andel af beboere i den almene sektor, der har sygdommen.
Figur 3. Procentdel almene beboere med Type 2-diabetes, kommuner
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata og Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS), januar 2025.
Sådan har vi gjort
Individer med diagnoserne type 2-diabetes, KOL, hjertesvigt, skizofreni og/eller demens identificeres på baggrund af Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS). Der medtages kun individer med en aktiv diagnose pr. januar 2025.
Dernæst kobles individer med en given diagnose til befolkningsregisteret (BEF) samt adresseliste for almene boligafdelinger tilhørende Social-, Bolig- og Ældreministeriet primo 2025 således, at individer med en given diagnose kan karakteriseres efter deres køn, alder og hvorvidt de bor alment eller ej.