Når organisationsbestyrelsen skal indgå eller genforhandle en direktørkontrakt, tilbyder BL kvalificeret og uafhængig rådgivning, der bidrager til et sagligt og ordentligt grundlag for forhandlingen.
Skræddersyede tilbud
Rådgivning om direktørkontrakter
Direktørens ansættelsesforhold er ikke omfattet af funktionærloven, og der findes derfor ikke faste lovkrav til kontraktens indhold. Det er bestyrelsen og direktøren, der inden for aftalelovens rammer fastlægger løn- og ansættelsesvilkår. Det stiller særlige krav til bestyrelsens forberedelse og dokumentation.
BL’s rådgivning kombinerer vejledende normer og lønstatistik med en konkret vurdering af direktørens kvalifikationer, erfaring og kompetencer. Samtidig indgår en helhedsvurdering af boligorganisationens størrelse, kompleksitet, økonomi og strategiske situation – herunder fx antal boliger og medarbejdere, renoverings- og byggesager, udlejningsudfordringer samt beboerdemokratiets aktivitetsniveau.
BL’s rådgivning giver bestyrelsen et grundigt og gennemsigtigt grundlag for at fastsætte løn- og ansættelsesvilkår, som er rimelige, forsvarlige og sagligt begrundede – og som bestyrelsen kan stå på mål for.