Skip to main content Skip to footer

Topledertræf

Sæt kryds i kalenderen og vær med, når vi samler 200 direktører og ledere fra den almene boligsektor til årets Topledertræf.

Den 19. – 20. august 2025 samler vi igen den almene sektors direktører og ledere til årets Topledertræf.

I år sætter vi fokus på, hvilken rolle den almene sektor spiller i en verden i forandring – hvordan skaber vi robuste organisationer og meningsfulde løsninger i en tid præget af nye krav, reformer og globale udfordringer?

Forvent inspirerende oplæg og samtaler, skarpe analyser, stærke og konkrete cases fra eksperter, praktikere og stemmer, der udfordrer vores måde at tænke på. Og forvent gode samtaler og uformelle snakke med kollegaer fra hele landet.

Cecilie Beck styrer os igennem programmet.

Glæd dig til at dykke ned i de vigtige temaer:

 

Velfærden under pres - den almene sektors rolle i velfærdsarbejdet

Vi har i mange år brystet os af et stærkt velfærdssamfund. Men vi kan ikke tage det for givet, og vi mærker tydeligt i disse år, at vi ikke blot kan fortsætte, som vi plejer. Individer og organisationer må bidrage for at bevare et stærkt velfærdssamfund. Hvordan står det egentlig til, og hvordan kan den almene sektor bidrage? Vi zoomer ind på velfærdsopgaven som et fælles anliggende, hvor den almene sektor er en vigtig aktør.

Professor i nationaløkonomi Nina Smith giver sin analyse af velfærdssamfundets tilstand. 

 

 

Nina Smith

Nina Smith er en anerkendt professor i nationaløkonomi, der gennem tiden har været med til at foreslå nogle af de mest gennemgribende reformer af det danske velfærdssystem. I oktober 2020 satte Nina Smith sig i spidsen for regeringens Reformkommission, hvor hun bl.a. fremhævede værdien af de boligsociale indsatser. Hun sidder i dag i en række bestyrelser, bl.a. i den Sociale Investeringsfond. I marts udgav hun bogen Overskudskvinder om kvinders rolle i bevarelsen af velfærdsstaten. 

Når krisen kradser – den almene sektors rolle i samfundsberedskabet

Klimaforandringer, krig i Europa og geopolitiske spændinger stiller nye krav til vores fælles beredskab. I en tid med stigende usikkerhed er det ikke kun staten, der skal være forberedt – det skal hele samfundet. Hvad betyder det for den almene sektor? Hvordan kan boligorganisationer, kommuner og civilsamfund stå stærkere sammen, når krisen rammer? Vi stiller skarpt på samfundsrobusthed – indefra og nedefra.

Lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Peter Viggo Jakobsen giver os sit bud på, hvordan det aktuelle geopolitiske pres, herunder USA’s kurs under præsident Trump, påvirker Danmarks beredskab og sammenhængskraft

Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber og Louise K. Jühne Paulsen, Beredskabschef National afdeling i Røde Kors m.fl. deler i en samtale deres perspektiver på hvordan boligorganisationer, staten, kommuner og civilsamfundsaktører sammen kan være med til at styrke robustheden i hverdagen og i krisesituationer.

Peter Viggo Jakobsen

Peter Viggo Jakobsen har en ph.d. i international politik og er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier. Vi kender ham fra nyhedsdækningen af den forsvars- og sikkerhedspolitiske situation efter udbruddet af krigen i Ukraine og Donald Trumps indtrædelse som USA’s præsident. Han er en af Danmarks mest citerede forskere i medierne

Louise K. Jühne Paulsen

Louise K. Jühne Paulsen er beredskabschef i Røde Kors og tidligere sekretariatschef i Beredskabsforbundet. Via sit arbejde med beredskab har hun stor indsigt i fællesskabers betydning for, hvordan samfund klarer sig under og efter kriser.

Bjarne Nigaard

Bjarne Nigaard er sekretariatschef i Danske Beredskaber. Danske Beredskaber repræsenterer det kommunale beredskab, hovedsageligt brandvæsenet, og Bjarne Nigaard har bl.a. et skærpet blik for en tværgående beredskabsplanlægning i Danmark.

Demokrati på prøve – hvordan sikrer vi et velfungerende beboerdemokrati?

Beboerdemokratiet er en hjørnesten i den almene sektor, og når det fungerer, bidrager det til den lokale sammenhængskraft, men det har også betydning for det nationale demokrati. Hvad vinder vi egentlig ved et velfungerende beboerdemokrati? Og hvordan understøtter vi som administration beboerdemokratiet bedst muligt? Vi sætter spot på gevinsterne ved beboerdemokratiet og værktøjerne til at styrke det?

Lisbeth Knudsen, Strategidirektør i Altinget og Mandag Morgen deler sine mangeårige erfaringer med demokratisk arbejde og styrkelse af demokratiet.

Journalist og forfatter Kurt Strand giver nye perspektiver på den demokratiske samtale og den gode tone.

Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen er uddannet journalist, men har i størstedelen af sin karriere været leder af større medieorganisationer i Danmark og bestyrelsesformand i en række organisationer. I dag er hun Strategidirektør i Altinget og Mandag Morgen og sidder bl.a. i Veluxfondens bestyrelse. Over årene har hun beskæftiget sig indgående med demokratiet  - både mediernes rolle i demokratiet, men også danskernes deltagelse i og tillid til demokratiet bl.a. i sin rolle som formand for Demokratikommissionen.

Kurt Strand

Kurt Strand er journalist med 45 års erfaring som reporter, producer og vært på en lang række TV- og radioprogrammer. Han har siden begyndelsen af 1990’erne undervist i journalistik, interview og fortælleteknik og er forfatter til en række bøger om journalistik og politik - senest Så tal dog ordentligt om den offentlige debats skrantende tilstand.

Regeringens visioner for boligpolitikken

Sophie Hæstorp Andersen

Social og boligminister Sophie Hæstorp Andersen fremlægger regeringens visioner for boligpolitikken og seneste status på konkrete handlinger og tiltag.

Kampen om talenterne – hvordan rekrutterer vi de rigtige medarbejdere?

I en tid med høj beskæftigelse og øget konkurrence om kvalificerede medarbejdere er det afgørende, at den almene sektor formår at brande sig som en attraktiv og meningsfuld arbejdsplads. Hvilke tendenser på fremtidens arbejdsmarked skal vi være opmærksomme på? Hvordan kan vi styrke fortællingen om det meningsfulde arbejdsliv i den almene sektor? Vi stiller skarpt på employer branding og tiltrækningen af de rigtige medarbejdere til en sektor, der løfter en stor samfundsopgave.

 

Talere følger