BL modtager løbende spørgsmål om ansvaret for nødforsyning i almene plejeboliger ved svigt i eksempelvis el- og varmeforsyningen. Nogle boligorganisationer oplever i den forbindelse, at kommunen henviser til boligorganisationen som den ansvarlige for nødgeneratorer eller anden nødforsyning.
BL Informerer nr.0826
Ansvar for nødforsyning i plejeboliger ved forsyningssvigt
BL modtager løbende spørgsmål om ansvaret for nødforsyning i almene plejeboliger ved svigt i eksempelvis el- og varmeforsyningen. Nogle boligorganisationer oplever i den forbindelse, at kommunen henviser til boligorganisationen som den ansvarlige for nødgeneratorer eller anden nødforsyning.
Det er BL’s vurdering, at den almindelige overordnede forsyning af el og varme som udgangspunkt varetages af de relevante forsyningsselskaber inden for rammerne af den offentlige forsyningsregulering.
Boligorganisationen skal som bygningsejer eller driftsherre naturligvis sikre en forsvarlig og effektiv drift af bygningen, jf. almenboliglovens § 6 a. Det indebærer blandt andet, at bygningens tekniske installationer til el og varme er vedligeholdte og funktionsdygtige, jf. almenlejelovens § 24 og almenboliglovens § 6 b.
Der ses ikke i den almene lovgivning at være et krav om, at boligorganisationer skal etablere nødgeneratorer eller opretholde egentlig nødforsyning.
I plejeboliger er det kommunen, der har ansvaret for pleje og omsorg for beboerne. Det er derfor BL’s vurdering, at kommunen også har ansvaret for at kunne opretholde den nødvendige hjælp og omsorg ved forsyningssvigt, herunder vurdere behovet for relevante nødforanstaltninger.
Ansvarsfordelingen kan derfor overordnet beskrives således:
- De relevante forsyningsselskaber varetager den almindelige overordnede forsyning af el og varme.
- Boligorganisationen har som bygningsejer eller driftsherre ansvaret for, at bygningens tekniske installationer fungerer, så forsyningen kan modtages og anvendes i praksis.
- Kommunen har ansvaret for at kunne opretholde den nødvendige pleje og omsorg for beboerne, herunder håndtering af situationer med forsyningssvigt.
Hvis der er indgået konkrete driftsaftaler eller lignende, som pålægger boligorganisationen et udvidet ansvar, skal disse aftaler dog naturligvis overholdes.
Hvis I oplever konkrete udfordringer eller uenigheder om den lokale ansvarsfordeling, er I velkomne til at kontakte BL for nærmere dialog. I kan også læse mere om beredskab på BL’s hjemmeside.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mikkel Jungshoved