Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.1225

Ny dataplatform til almene ejendomsvurderinger er nu klar

Oprettet: søndag den 6. juli 2025
Opdateret: lørdag den 5. juli 2025
Sideansvarlig: Bent Madsen

BL har i samarbejde med Deloitte arbejdet på et dataværktøj, som gør det muligt for almene boligorganisationer at sammenholde vurderinger med andre almene grunde - med afsæt i de data, der ligger til grund for skattemyndighedernes endelige vurderinger af erhvervsejendomme.

Dataværktøjet skal medvirke til at kvalificere boligorganisationernes vurderinger af de deklarationsskrivelser, som skattemyndighederne forventes at udsende ved udgangen af i år og i løbet af de derpå følgende måneder.

Datadeklarationer udsendes i 4. kvartal og med 4 ugers indsigelsesfrist
Boligorganisationerne vil have 4 ugers frist fra deklarationens brevdato til at forholde sig til det data, der ligger til grund for de endelige ejendomsvurderinger. Hvis der ikke gøres indsigelse mod det deklarerede data, vil den endelige vurdering lande ca. 10 uger efter datadeklarationen.

Dataplatform til nærmere undersøgelser af data om egne grunde
Den dataplatform, som der nu åbnes for adgang til, vil give almene boligorganisationer mulighed for at:

  • danne sig et overblik over vurderingerne af boligforeningens grunde
  • sammenligne hver enkelt grund og dens karakteristika med andre relevante grunde
  • se hvilke data som Vurderingsstyrelsen har haft til rådighed for at lave vurderingerne
  • validere om styrelsens data er retvisende. 

Derudover kan platformen vise den forventede forskel i ejendomsskat fra sidste ejendomsskattebillet under det gamle beskatningssystem (2020-opkrævningen) og den beregnede ejendomsskat i år opgjort på baggrund af de foreløbige nye vurderinger. 

Opgørelsen af den forventede forskel i ejendomsskat kan være en praktisk hjælp til at prioritere for, hvilke grunde der især bør udarbejdes indsigelser over datagrundlaget og -kvaliteten.

Det skal bemærkes, at eventuelle fradrag for forbedringer ikke er medtaget i beregningen af den forventede 2025-ejendomsskat. 2020-opkrævningernes omfang for den enkelte grund er indhentet fra Landsbyggefonden.

Dataplatformen indeholder desuden oversigt over servitutter, der gælder for hver grund. Her kan eventuelle byggeretsindskrænkende servitutter eller andre servitutter, der begrænser anvendelsen af grunden, findes. Den enkelte boligorganisation skal selv anmelde servitutter til Vurderingsstyrelsen sammen med indsigelser over datagrundlaget, da servitutterne i udgangspunktet ikke nødvendigvis er medtaget i beregningsgrundlaget for den endelige grundvurdering. 

Materialer, guides og adgang til dataplatformen og dens funktioner
Deloitte har udarbejdet et introduktionsdokument til dataplatformen og de indlejrede analyseværktøjer. Det kan downloades her og er tilgængeligt med passwordet almene_vurderinger.

Et eksempel på en deklarationsskrivelse kan downloades her og er også tilgængeligt med passwordet almene_vurderinger. Vær opmærksom på de orange felter samt kommentarerne heri. 

Deloitte har optaget et webinar, som forklarer principperne i det nye vurderingssystem og giver en grundig gennemgang af dataplatformen. Optagelsen kan findes her, også bag passwordet almene_vurderinger. 

Dataplatformen kan tilgås på Deloitte 42. For at få adgang skal boligorganisationen udfylde og indsende følgende formular. Som udgangspunkt vil adgangen blive tildelt dagen efter forespørgslen indsendes, men i visse tilfælde kan der gå et par arbejdsdage, før adgangen kan tildeles. 

I begge tilfælde vil der modtages en mail med bekræftelse og login-informationer, når adgangen er tildelt. Hvis der bruges ekstern rådgivning til at bistå med indsigelsessager, kan disse også tildeles adgang. De skal blot følge og udfylde samme link, og i feltet ’boligorganisation’ angive, hvem de er rådgiver for.

Vi håber, at dataplatformen og hjælpemateriale kan være nyttigt til at kvalificere og målrette indsigelserne i forhold til ukorrekt og/eller mangelfuldt datagrundlag for vurderingerne.

Alle informationer om dataplatformen og hjælpematerialet kan findes her på BL’s hjemmeside. Her vil også fremgå, hvem der kan kontaktes i de tilfælde, hvor der opstår behov for tekniske bistand ved brugen af platformen.

Med venlig hilsen

Bent Madsen