Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.0925

Ny sideaktivitetsbekendtgørelse og -vejledning pr. 1. juli 2025

Oprettet: torsdag den 3. juli 2025
Sideansvarlig: Bent Madsen

Efter flere års tilløb er reglerne om sideaktiviteter i almene boligorganisationer blevet opdateret.

Boligstyrelsen har netop offentliggjort en ny bekendtgørelse om sideaktiviteter i almene boligorganisationer m.v. med tilhørende vejledning.

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. flere realitetsændringer og har en delvis ændret struktur i forhold til den tidligere bekendtgørelse. Den nye vejledning rummer en uddybning af afdelingsbegrebet og en beskrivelse af sideaktivitetsselskaber. Herudover er den nye vejledning bl.a. blevet tilpasset ændringerne i bekendtgørelsen.

De væsentligste ændringer er følgende:

Erhvervsarealer
Boligorganisationer får fremover bedre muligheder for at etablere sundhedshuse og andre erhvervsarealer.

Tidligere var det en forudsætning for at etablere erhvervsarealer, at der var ”et boligsocialt behov for erhvervsarealerne i boligområdet.” Denne formulering er nu erstattet med et krav om ”behov for at skabe et levende og varieret boligområde, eller sikre beboerne nærhed til indkøbsmuligheder, serviceydelser og sundhedstilbud.”

Der kan være behov for at etablere erhvervsarealer for at skabe et levende og varieret boligområde. Erhvervsarealer kan f.eks. bidrage til at skabe liv i et område, som fortrinsvist består af boliger og har karakter af en soveby. Erhvervsarealer kan også anvendes til at gøre et problemramt boligområde mere attraktivt og derved tiltrække en bredere kreds af boligsøgende. Der kan også være behov for erhvervsarealer for at sikre beboerne indkøbsmuligheder, serviceydelser og sundhedstilbud i et ellers velfungerende boligområde.

Reglerne fremgår af bekendtgørelsens § 6 - § 8 og vejledningens kapitel 3.

Fælleslokaler og sociale aktiviteter 
Reglerne om brug af fælleslokaler til sideaktiviteter er blevet præciseret og placeret i egen paragraf. Fælleslokaler kan anvendes til sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter, hvori der deltager andre end beboere. Aktiviteterne skal primært være rettet mod beboerne. Der er således ikke noget i vejen for, at gæster udefra kan deltage, så længe målgruppen først og fremmest er beboerne. Aktiviteterne skal være åbne for alle beboerne i afdelingen.

Der kan også ske udlejning til andre formål end sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter, så længe udlejningen er forenelig med lokalernes anvendelse som fælleslokaler for beboerne i afdelingen. Der kan f.eks. være et ønske om at udleje fælleslokaler til det offentlige til brug for lokale sociale eller sundhedsmæssige tilbud eller til aftenskoler.

Reglerne fremgår af bekendtgørelsens § 11 og § 24 og vejledningens kapitel 6 og kapitel 15.

Solceller
For at gøre det nemmere for beboere i almene boligorganisationer at kunne anvende vedvarende energi er der nye regler om VE-fællesskaber, leje af solcelleanlæg og udlejning af tagarealer til solcelleanlæg.

VE-fællesskaber
Det har hidtil ikke været muligt for boligorganisationer og boligafdelinger at indgå i VE-fællesskaber. Boligorganisationer og boligafdelinger kan nu - med kommunalbestyrelsens godkendelse - deltage i VE-fællesskaber sammen med andre aktører. Alt deling af strøm indenfor VE-fællesskabet skal ske via det kollektive net, og der pålægges derfor afgifter og tariffer.

Interne elektricitetsforbindelser kan bruges til at dele strøm bag forbrugsstedet, dvs. bagved afregningsmåleren. Derudover kan de bruges til at dele strøm indenfor én bygning, selvom der skulle være flere afregningsmålere i den pågældende bygning. Det følger af elforsyningslovens § 5, nr. 18. Hvis man skal dele strøm derudover - altså på tværs af bygninger og afregningsmålere - så kan det kun lade sig gøre, hvis det sker via et VE-fællesskab.

Reglerne er beskrevet i bekendtgørelsens § 17, samt vejledningens kapitel 10.

Mulighed for at lade tredjemand eje solcelleanlægget
Det er muligt for en boligorganisation eller boligafdeling at leje et solcelleanlæg, hvorved afdelingen slipper for etableringens og driftsudgifter. Dog skal man være opmærksom på, at solcelleanlægget vil blive grebet af ejendommens pant, da det forsyner den pågældende ejendom med strøm.

Reglerne er beskrevet i bekendtgørelsens § 16, stk. 3 og vejledningens kapitel 10.

Mulighed for at udleje tagarealer
En almen boligafdeling vil fremover også - med kommunalbestyrelsens godkendelse - kunne udleje tage eller facade på deres bygning med henblik på etablering og drift af et privat solcelleanlæg. Da anlægget ikke forsyner ejendommen med strøm, vil anlægget ikke blive grebet af ejendommens pant. 

Reglerne er beskrevet i bekendtgørelsens § 16, stk. 4 og vejledningens kapitel 10.

Herudover hæves den gældende grænse for anlæggets kapacitet fra 6 kW til 8 kW, ligesom de almene boligafdelinger fremadrettet får mulighed for at opsætte batterier sammen med solcelleanlæggene. 

Reglerne er beskrevet i bekendtgørelsens § 16, stk. 1 og vejledningens kapitel 10.

Ladestandere
Fremover vil en almen boligafdeling kunne indgå et fælles ejerskab med for eksempel en ejerforening eller andelsboligforening over de ladestandere, der etableres i lokalområdet. Desuden vil en privat virksomhed kunne etablere og administrere ladestandere i en almen boligafdeling. 

Kundekredsen kan omfatte boligorganisationen, dens afdelinger og dens lejere m.v., besøgende og andre med ærinde i boligorganisationen eller afdelingen. Ladestanderne kan derimod ikke betjene lokalsamfundet i almindelighed.

Reglerne fremgår af bekendtgørelsens § 18 og vejledningens kapitel 11.

IT-produkter 
En boligorganisation vil fremover kunne sælge driftskoncepter, IT-produkter og andre ydelser til administration af boliger etableret med offentlig støtte, herunder yde service og vejledning. Det er en betingelse, at boligorganisationen har udviklet nævnte ydelser til brug for sin egen administration. Salget skal ske igennem et sideaktivitetsselskab og med kommunalbestyrelsens godkendelse.  

Boligorganisationerne vil fortsat kunne sælge bøger og publikationer uden et sideaktivitetsselskab. 

Reglerne fremgår af bekendtgørelsens § 28 og § 29, samt vejledningens kapitel 19.

Der er sket en mindre revidering af driftsbekendtgørelsen som konsekvens af den nye sideaktivitetsbekendtgørelse. 


Med venlig hilsen 

Bent Madsen / Mette Nørgaard Larsen