Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.0926

GDPR-adfærdskodeks på vej til den almene sektor – og GDPR-netværket er tilbage

Oprettet: tirsdag den 18. august 2026
Sideansvarlig: Lea Maria Kristiansen

BL arbejder i øjeblikket på en adfærdskodeks for almene boligorganisationer, der vil være en nyskabelse indenfor arbejdet med GDPR i den almene sektor. Kodeksen udvikles i samarbejde med sektoren og Accura Advokatpartnerselskab, og kodeksen er på nuværende tidspunkt under endelig udarbejdelse i dialog med Datatilsynet. 

BL genopstarter samtidig GDPR-netværket, hvor adfærdskodeksen bliver et helt centralt emne på efterårets første netværksmøder.

Hvad er en adfærdskodeks?
En adfærdskodeks er et sæt retningslinjer for behandling af personoplysninger, der udarbejdes inden for f.eks. en bestemt branche eller sektor, og som er frivillig at tilslutte sig. Formålet er at specificere de regler, der følger af databeskyttelseslovgivningen, og give præcise og praktiske anvisninger på, hvordan man skal indrette sig for at efterleve reglerne. 

Tilslutning til en adfærdskodeks gør det altså både nemmere for den dataansvarlige at påvise, at databeskyttelsesreglerne overholdes, og at overholde reglerne i det daglige arbejde. Herudover bidrager kodeksen også til at højne databeskyttelsen for de personer, der behandles oplysninger om, og til at sikre en større gennemsigtighed omkring behandlingen af personoplysninger.

Almene boligorganisationer behandler hver dag store mængder personoplysninger som led i administrationen af beboerforhold. BL har således gennem efterhånden mange år – også før databeskyttelsesforordningen (GDPR) trådte i kraft i 2018 – bistået de almene boligorganisationer med standarddokumenter og skabeloner, som boligorganisationerne kan anvende som en hjælp til at arbejde med og dokumentere overholdelse af gældende databeskyttelsesregler. 

Der er i databeskyttelsesforordningen særlige regler om adfærdskodekser, som bl.a. er tiltænkt brancheorganisationer, der gerne vil hjælpe medlemmerne med at sikre, at deres behandling af oplysninger sker lovligt.  Datatilsynet har stort fokus på at udbrede anvendelsen af kodekser i Danmark og har opfordret BL til at omdanne BL’s materiale til en branchekodeks.

BL’s adfærdskodeks - et fælles grundlag for GDPR i den almene sektor
BL’s adfærdskodeks skal gøre arbejdet med GDPR endnu lettere for boligorganisationerne ved at skabe klare og praksisnære retningslinjer for behandling af personoplysninger om beboerne, og den vil understøtte en lovlig og ensartet håndtering af persondata i den almene sektor til gavn for både organisationer og beboere.

Kodeksen er udarbejdet i samarbejde med Accura Advokatpartnerselskab og afventer lige nu den videre dialog med og godkendelse af Datatilsynet. 

Når kodeksen er endelig godkendt – forventeligt inden udgangen af 2026 - vil den udgøre et fælles branchegrundlag for den almene sektor, hvor BL’s medlemmer får mulighed for at tilslutte sig kodeksen. Det er ganske frivilligt om man som almen boligorganisation vil tilsluttes kodeksen. De boligorganisationer, som ikke ønsker at tilslutte sig, kan fortsætte med at anvende egne skabeloner, retningslinjer osv. 

Når man har tilsluttet sig en adfærdskodeks, er man forpligtet til at overholde kodeksen, og et kontrolorgan vil påse overholdelsen af kodeksen. Et sådant kontrolorgan nedsættes af BL som kodeksejer og akkrediteres af Datatilsynet. En række bestemmelser i databeskyttelsesforordningen fastslår, at overholdelsen af en adfærdskodeks kan tillægges betydning, hvis der sker brud på databeskyttelsen – og ved et tilsyn fra Datatilsynet kan sanktionen således blive mildere, hvis organisationen er tilsluttet en adfærdskodeks.

Hold øje med BL’s nyhedsbreve, hvor vi vil informere nærmere, når kodeksen lanceres. På BL’s hjemmeside vil der samtidig kunne findes uddybende information om tilslutning til kodeksen, pris, kontrolorganets rolle mv.  

GDPR-netværket vender tilbage
For forsat at understøtte arbejdet med databeskyttelse genopstarter BL samtidig GDPR-netværket, som tidligere har været drevet i samarbejde med Dansk Erhverv. Nu understøttes netværket af BL i samarbejde med Accura Advokatpartnerselskab, hvor adfærdskodeksen vil være det centrale emne på de første netværksmøder i efteråret 2026. 

Netværket er et fagligt forum for ansatte i de almene boligorganisationer, hvor møderne kombinerer juridiske oplæg om konkrete emner med dialog og erfaringsudveksling, så medarbejderne får juridisk input, der kan bruges i praksis. Netværket er et forum, hvor deltagerne bidrager aktivt med spørgsmål, erfaringer og eksempler fra egen organisation. 

Netværket er målrettet alle ansatte i boligorganisationer, der arbejder med GDPR – uanset om medarbejderen er erfaren eller nyere i arbejdet med GDPR.  

De første netværksmøder afholdes allerede nu i efteråret i København, Aarhus og Odense på følgende datoer: 1. september, 1. oktober og 6. oktober 2026. Læs mere om netværk og tilmelding på BL’s hjemmeside.

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Lea Maria Kristiansen